Lettere at sortere affald: Kig på emballagen for at få hjælp

Coop har som første supermarkedskæde tilføjet emballagetype på egne mærker for at lette affaldssorteringen.

Coop har som noget nyt tilføjet emballagetype på deres egne mærker. Her ses det, at emballagen til en leverpostej skal sorteres som både hård plast og restaffald. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Skal æggebakken i pap, papir eller måske komposteres?

Vi forbrugere er tit i tvivl, når vi skal sortere vores affald. Producenterne fortæller os sjældent, hvor emballagen skal hen.

Den manglende hjælp er med til at skabe forvirring - blandt andet hos Diana Midskov fra Odense, som DR mødte på en genbrugsplads.

- Hvis det består af forskellige dele, skal det så i den ene container eller den anden, siger hun.

Nu er supermarkedskæden Coop blevet færdige med at mærke alle deres egne varer, så der nu står, hvordan man skal sortere.

- Vi skal jo til at genanvende meget mere af vores husholdningsaffald, end vi hidtil har gjort, så derfor er det ikke kun en hjælpende hånd til forbrugerne. Det er faktisk også en hjælpende hånd til affaldsselskaber og kommuner, siger ansvarlighedsdirektør i Coop, Signe Frese.

Pia Dyhr, som er ude at handle i en Faktabutik i Odense i dag, står med en pose græskarkerner i hånden. Hun vender den om og kigger på varebeskrivelsen, hvor der står, at det skal sorteres som blød plast.

- Det kommer bag på mig. Det har jeg ikke set. Så jeg synes, det er en god idé. Fremover vil jeg være opmærksom på det og prøve at lave en spand med blød plast, siger hun.

Pia Dyhr fra Odense vil gerne sortere endnu mere i sin dagligdag, men synes, at hun mangler flere affaldscontainere. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Dansk Affaldsforening er begejstret

Det glæder Dansk Affaldsforening, som er talerør for alle de kommunale affaldsselskaber, at Coop har taget et stort skridt foran andre.

- Det vil gøre sorteringen nemmere, og det vil også gøre efterbehandlingen af affaldet nemmere, og dermed kan vi få noget bedre kvalitet, siger direktør Jacob Simonsen.

Jacob Simonsen håber, at andre producenter vil følge eksemplet, så det ikke kun er på Coops egne mærker, det fremgår, hvordan man skal smide det ud.

Coop har supermarkederne Kvickly, Fakta, DagligBrugsen og SuperBrugsen. Det er kun varer med deres egne mærker, der nu er affaldsmærket.