Lie Kaas og Dyrholm scorer hattrick ved Svend Prisen

Publikum har valgt Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm som årets filmskuespillere, mens Ternet Ninja er årets film.

  • Prisen for årets mandlige skuespiller gik til Nikolaj Lie Kaas, der her ses sammen med Dar Salim og Lars Brygmann. (Foto: Sine Skott)
  • Peter Frödin er årets vært og var i godt humør fra start. (Foto: Sine Skott)
  • Bille August får hædersprisen.
  • Lykke-Per var nomineret til hele tre priser. Her ses hovedrollen Esben Smed. (Foto: Sara Skott)
1 / 4

Onsdag i uge 35 i Svendborg er lig med glitter og glamour.

Det er nemlig på denne dag, at Svend Prisen hvert år bliver uddelt.

Den fynske filmpris udmærker sig ved, at det er publikum, der udpeger vinderne. Årets udgave viste, at der særligt er to skuespillere, der kan begejstre danskerne.

Prisen for årets kvindelige skuespiller gik til Trine Dyrholm, mens mændenes ditto blev overrakt til Nikolaj Lie Kaas.

Det i sig selv er måske ikke så overraskende.

De to skuespillere fik også overrakt de selvsamme priser i 2016 og 2017.

Roller man kan huske

Spørger man DR's filmanmelder Per Juul Carlsen, kan de to skuespillere bare noget helt specielt.

- Der er noget meget udtryksfuldt ved Nikolaj Lie Kaas' mimik, der gør, at han både kan være virkelig alvorlig eller hamrende morsom. Der sker et eller andet omme bagved, som jeg virkelig gerne vil vide noget mere om, siger han og fortsætter:

- Trine Dyrholm er noget enestående i dansk film. Hun er ikke sådan en type, man ville lægge mærke til på gaden, hvis hun ikke var skuespiller. Men når hun først er på lærredet, brænder hun igennem.

Foruden det at være god til at stå foran et kamera peger Per Juul Carlsen på, at de begge to er enormt gode til at vælge deres roller med omhu.

Det kommer for eksempel til udtryk i filmen "Dronningen", hvor filmeksperten mener, at Trine Dyrholm giver karakteren lige præcis dét, der skal til, for at den indprenter sig i hukommelsen.

- Hun giver den ikke for meget, hun overspiller den ikke og siger, at nu skal jeg skeje helt ud som den her kvinde i filmen Dronningen, hvor hun får en affære med sin stedsøn. Hun er virkelig dygtig til at finde en balance i sine roller, siger han.

'Anden' vinder for sin kæmpe biografsucces 'Ternet Ninja' Årets danske film. Han havde sin familie med til prisfesten. (Foto: Sine Skott)

Årets film er et seerhit

Det var dog ikke kun Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas, der blev hædret ved prisuddelingen på torvet i Svendborg.

Hovedprisen for årets film gik til Anders Matthesens kæmpehit "Ternet Ninja".

Det kommer ikke bag på Per Juul Clausen.

Med 946.502 solgte billetter går Ternet Ninja nemlig ind på femtepladsen over mest sete danske film i biografen. Nogensinde.

- Den har slået nærmest alle rekorder og har vist sig at kunne tiltrække et kæmpe publikum i alle aldre, siger han og fortsætter:

- Den taler lige ud af posen og gør det enormt direkte. Nærmest voldsomt. Men den formår alligevel at være sjov for alle aldre. Det er lige før, jeg vil sige, at det kun er Anders Matthesen, der kan det i Danmark.

Mest sete danske biograffilm i perioden 1976-2018

  1. 1

    Olsen Banden ser rødt (1976): 1.201.293

  2. 2

    Olsen Banden Deruda' (1977): 1.044.801

  3. 3

    Olsen Banden går i krig (1978): 1.005.759

  4. 4

    Op på fars hat (1985): 953.743

  5. 5

    Ternet Ninja (2018): 946.502Kilde: Det danske filminstitut