Træn mindre og grin mere: Her er amatørklubben, som fodrer landsholdene

Næsby Boldklub har skabt noget helt unikt, siger fodboldekspert.

1 - 2 - 3 Næsby-drenge er med på U21-landsholdet. De spillede sammen i amatørklubben, men i aften er de alle udtaget til landholdskampen mod Belgien. (© dbu)

Uden benhårdt elitemiljø og uden millioner i klubkassen. Hvordan er det lykkedes en lille boldklub at levere intet mindre end fire landsholdsspillere på én gang?

Mads Hermansen, Nikolai Baden Frederiksen, Nicolas Madsen og Alexander Bah.

Næsby Boldklub kalder nogle af årgangene for 'guldårgange.' Ringene viser Nikolai Baden øverst, Nicolas Madsen i midten og Mads Hermansen til højre. (© Privat)

Fodboldekspert Keld Bordinggaard har i mange år været træner i danske og europæiske storklubber og arbejdet med talentudvikling. Han mener, at vi skal lære af det, vi ser i Næsby.

- Det er helt unikt. De store klubber har været førstevælgere, men det er en lille klub, som leverer til landsholdet.

Han siger, at det er positivt, at spillerne træner mindre og ikke kun fokuserer på resultater.

- Drengene udvikler sig i et roligere tempo. Superligaklubberne vil for meget for tidligt, men det her er en god reminder om, at det må aldrig blive en profession for børn at spille fodbold.

Han er overbevist om, at vi går glip af rigtig mange danske fodboldtalenter, fordi børnene skal træne alt for meget og derfor trækker stikket.

I de spæde teenageår løb Mads Hermansen, Nikolai Baden Frederiksen og Nicolas Madsen sammen rundt på Næsbys baner. Nu er de igen forenet. Denne gang på U21-landsholdet, som skal møde Belgien i aften.

Drengene har haft en anden fodboldopvækst end mange af deres medspillere, fordi de ikke har været en del af et hardcore elitemiljø med diæter og stramme rammer.

I stedet husker de tilbage på en klub, hvor der var plads til at lege Tour de France på fodboldbanerne med rustne cykler. Snakken i omklædningsrummene var ikke om fodbold. Og benene med vokseværk måtte hvile sig i stedet for at træne endnu en time på plænen.

Her kommer spillerne med deres bud på, hvorfor deres barndomsklub er lykkedes med at skabe så mange landsholdsspillere:

1

Mads Hermansen

21-årige Mads Hermansen spiller i dag i Brøndby IF. Han er ikke den eneste Næsby-dreng, som står i målet i Superligaen. OB's førstemålmand Hans Christian Bernat har også været forbi Næsby. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Den fynske målmand blev allerede meldt ind i Næsby Boldklub som fireårig. I klubben startede han i marken, men blev målmand ved et tilfælde, da han fik betændelse i en akillessene. For halvandet år siden fik han sin debut som professionel i Brøndby.

Han husker sin barndom og ungdom i Næsby Boldklub som enormt sjov og fuld af grin. Og det er også blandt ingredienserne til klubbens opskrift, mener han:

- Der skal være en god blanding af glæde og virkelig at ville det. Grin og dedikation.

Men trænerne er heller ikke uden betydning. Tværtimod:

- Da vi selv opdagede, hvor gode vi var, så hjalp trænerne med at holde os på jorden.

Han har et råd til andre klubber, som gerne vil få det maksimale ud af de dygtige børn.

- Glem ikke barndommen. Vi fik barndommen med i Næsby, og det tror jeg, at de glemmer i andre elitemiljøer.

2

Nikolai Baden Frederiksen

Nikolai Baden spiller i dag i Vitesse Arnhem. Her spiller han med Jakob Rasmussen, som også har spillet i Næsby Boldklub som ung. (Foto: Peter Cziborra © Ritzau Scanpix)

Som 15-årig var angrebsspilleren til prøvetræning i Liverpool F.C. Som 17-årig fik han sin Superliga-debut for FC Nordsjælland, hvor han i sin første kamp scorede kampens afgørende kasse. Han har også været forbi Juventus, inden han røg til hollandske Vitesse.

Men fodboldopdragelsen fra Næsby tager han stadig med på arbejde i dag:

- Glæden vi fik ved at spille fodbold i Næsby har helt sikkert gjort, at jeg ser fodbold som en sjov aktivitet. At jeg så har fået muligheden for at gøre det til mit arbejde, er jeg bare glad for.

Han fortæller, at han følte sig tryg i Næsby. Han er glad for, at han ikke rykkede videre til for eksempel OB, hvor andre fynske talenter søgte mod.

I aften spiller Nikolai Baden ikke med, da han er skadet.

3

Nicolas Madsen

Nicolas Madsen spiller i dag i SC Heerenveen. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

Den næsten to meter høje midtbanespiller gik fra Næsby Boldklub til F. C. Midtjylland. Han har spillet i det midtjyske, indtil han blev udlånt til SC Heerenveen, hvor han spiller resten af året.

Nicolas Madsen tænker tilbage på den stemning, som prægede årene i Næsby. Især ungdomstræner René Lindhardt har haft betydning for hans karriere i dag.

- Vores træner var et mega godt menneske. Han var ikke bare en træner, han var vores ven. Han brugte utallige timer frivilligt. Det var vores træner, som formede os som personer og som fodboldspillere.

4

Alexander Bah

24-årige Alexander Bah spiller i dag i Slavia Prag. (Foto: David W Cerny © Ritzau Scanpix)

Alexander Bah er den af Næsby-drengene, som er længst i karrieren. Han har spillet for U20- og U21-landsholdet. I aften spiller han for A-landsholdet.

Han mener især, at han har fået én ting fra sin ungdomsklub:

- Teknikken har jeg fået fra Næsby.

- Er du overrasket over, at så mange af jer er blevet udtaget til landsholdene?

- Det er utrolig vildt, for Næsby er ikke den klub med mest økonomisk rådighed. De har en god måde at gøre tingene på, så det er ikke tilfældigt, og derfor er jeg ikke overrasket. Men det er da sindssygt imponerende.

Næsby Boldklub er i gang med at lave en 'hall of fame.' Det, håber trænerne, kan være en påmindelse om, at selv om børnene lige nu spiller i en lillle klub, så kan de sagtens ende med at få en flot fodboldkarriere.