Lynkursus løfter svage elever på rekordtid

Med et kursus på fire uger har 54 elever fra 9. klasse i Odense mere end fordoblet deres karakterer i dansk og matematik.

En succeshistorie fra Odense. Fra venstre ses Nicolai Moltke Leth, direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune Peter Pietras, Michelle Høbjerg og Yassin Taskin. (Foto: © DR FYN, DR FYN)

Fire uger. Mere skal der ikke til for at løfte nogle af folkeskolens svageste elever til et langt højere fagligt niveau.

Torsdag aften afsluttede de første 54 elever i 9. klasse det lynkursus, som Odense Kommune har købt til dem. Resultaterne efter den såkaldte Basecamp 15 er opsigtsvækkende.

I stavning har eleverne i gennemsnit rykket sig fra karakteren 1,7 til 3,87.

I læsning er karakteren gået fra 1,37 til 5,75, mens eleverne har flyttet sig fra 3,5 til 7,9 i matematik.

Faglighed og tro på sig selv

Manden bag kurserne er den tidligere jægersoldat Nicolai Moltke Leth. Han mener, at det er en kombination af flere ting, der gør, at de unge er i stand til at rykke sig så meget på så kort tid.

- Det er en markant fremgang, vi har set. Det skyldes en blanding af arbejde med de bedste faglige værktøjer og samtidig arbejde med de personlige og sociale kompetencer. Det gør, at de unge kommer til at tro på sig selv, så de kan optage faglig læring, forklarer Nicolai Moltke Leth til DR Fyn.

Eleverne på Basecamp 15 har lavet imponerende resultater. (Foto: © DR FYN, DR FYN)

Der går nogle måneder, inden de unge får testet, om kurset så også kan bære til afgangseksamen i maj og juni. Indtil da får de eleverne tilknyttet en mentor, som skal hjælpe dem med at holde de gode takter fra kurset.

Yassin kan tillade sig at drømme

En af dem, der torsdag kunne strække armene i vejret og høste en markant bedre karakter, er Yassin Taskin. Den unge mand har løftet sin karakter 00 til 4 i dansk, og kurset har givet ham nye muligheder i fremtiden.

- Jeg har set, hvordan jeg kan udvikle mig, og jeg kan jeg se, at jeg godt kan. Nu tænker jeg på at tage 10. klasse, så jeg vil koncentrere mig mere og forbedre mine karakterer, siger Yassin Taskin.

Yassin Taskin drømmer om at blive revisor, og den drøm er kommet nærmere efter kurset, mener han.

Turen er kommet til 10. klasse

Selvom langt de fleste elever har taget tigerspring under kurset, er der stadig enkelte elever, som står til at dumpe. I stavning drejer det sig om to elever, mens det drejer sig om en enkelt elev i læsning og matematik.

Kurset, som Odense Kommune har købt, omfatter i alt cirka 120 unge i 9. og 10. klasse, og det koster i alt fem millioner kroner. 10. klasseeleverne begynder på deres kursus i næste uge.

Odense er den første kommune, der har hyret et privat firma for at få hævet elevernes faglige kunnen inden afgangseksamen.

Flere andre kommuner arbejder med at lave særlige 10. klasser og sommerskoler, så flere kan bestå afgangseksamen.

For første gang i år skal de unge have minimum 2 i dansk og matematik for at komme ind på en erhvervsuddannelse.