Magtkamp i fynsk lokalbank: 'Vi vil ikke ende som Korsbæk Bank'

Et regulært drama venter, når der i næste uge er generalforsamling i Totalbanken.

En sand magtkamp er i øjeblikket i gang i den fynske lokalbank, Totalbanken, der har hovedsæde i Aarup. Arkivfoto. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

Skal Totalbanken være en fynsk udgave af Korsbæk Bank og holde sig til lokale kunder?

Eller skal man som en anden Mads Skjern og Omegnsbanken og kigge efter nye steder at tjene penge?

Det slagsmål er øverst på dagsordenen, når der i næste uge er generalforsamling i Totalbanken - en lille, lokal bank med fire filialer på Fyn med hovedsæde i Aarup.

Bankens største aktionær, Heine Delbing, foreslår at professionalisere bankens bagland.

Som det er nu, består det af et repræsentantskab på 20 medlemmer, der har til opgave at udvælge bestyrelsen og bidrage med deres viden som sparringspartnere for bestyrelsen.

Men står til Heine Delbing, skal det skæres ned til ti medlemmer.

Det betyder, at lokale erhvervsfolk som kommunikationskonsulenter, en læge og formanden for byens handelstandsforening skal skiftes ud med folk, der har meget mere erfaring med bankdrift.

- Vi skal have et par advokater, nogle bankfolk, en revisor og en forretningsmand. Det vil være en rigtig god sammensætning for at kunne drive banken optimalt, siger Heine Delbing.

Spørger man imidlertid Totalbankens direktør, Ivan Sløk, er den brede palette af erhvervsmæssig erfaring til gavn for banken.

- Vi har vægtet højt, at de personer, der sidder i repræsentantskabet, er en sammensætning af personer, som har nogle kompetencer, vi har brug for i bestyrelsen. Og nogle personer, der har bred erfaring med markedet i lokalområdet, forklarer han.

Men den betragtning er Heine Delbing ikke enig i.

- De har nogle kompetencer i lokalsamfundet, som ikke opfylder bankens behov, hvis man skal være en moderne og fremadrettet bank, siger han.

Københavnsk finansmand og kurser på himmelflugt

Dramaet i banken bliver ikke mindre af, at der i efteråret 2018 skete usædvanlig aktivitet ved bankens aktier. Det skriver Berlingske.

Pludselig blev aktiekursen sendt på himmelflugt og steg en overgang med 190 procent.

Årsagen var, at den københavnske finansmand Jesper Bak købte omkring ti procent af bankens aktier.

Tidligere har han været i Finanstilsynets søgelys under mistanke for kursmanipulation.

Ifølge Jesper Bak er der én årsag til, at han har købt aktier i Totalbanken.

- Jeg ser en god investering og en god mulighed for afkast i forhold til den risiko, der er i selskabet, fortæller han.

Den københavnske finansmand kommer ind i banken med fuld opbakning til Heine Delbing.

- Man skal først og fremmest holde fast i det lokale. Men jeg synes også, at bestyrelsen skal se på mulighederne for at udvide forretningen, så man ikke ender som Korsbæk Bank.

Ikke hensigtsmæssigt

DR Fyn har været i kontakt med otte af de nuværende 20 medlemmer af Totalbankens repræsentantskab.

De henviser alle til den afgående bestyrelsesformand Poul Fischer, der sammen med sin søn er de næststørste aktionærer med 18 procent af aktierne.

Han ønsker ikke at stille op til interview, men fortæller at "bestyrelsen ønsker at beholde den nuværende model med 20 repræsentantskabsmedlemmer, der vælger bestyrelsen", og at man ønsker, at "Totalbanken forbliver en bank, der har rod i lokalsamfundet".

Spørger man Lars Krull, der er senierrådgiver på institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, så er det ikke nødvendigvis godt at skære repræsentantskabet ned fra 20 til 10.

- En stor udskiftning af et repræsentantskab betyder også en stor udskiftning i bestyrelsen, og det vil bryde den kontinuitet, der har været i lang tid. Det anser jeg ikke som en fordel.

Men skal man overhovedet være bange for, om en bank kan blive for lokal?

Ifølge Lars Krull er svaret både ja og nej.

- Den kan blive for lokal, hvis den tager overnormale risici, som en bank ellers ikke burde have taget, blot fordi den er lokal, siger han og fortsætter:

- Men det er også vigtigt at have lokale banker, fordi de på en anden måde er forpligtede til lokalområdet, hvor de skal sikre, at de ting, der fortjener finansiering på ordentlige vilkår, også lokalt får den mulighed.

Generalforsamlingen finder sted onsdag den 3. april.

Facebook
Twitter