Mangedobbelt danmarksmester på trick-vandski: 18-årige Tue slår alle rekorder

PORTRÆT: Tue Ernst Nielsen har stået på vandski det meste af sit liv og er indehaver af samtlige danmarksrekorder inden for trick - på nær en enkelt.

- Det giver mig virkelig følelsen af at være fri.

18-årige Tue Ernst Nielsen har stået på vandski, fra han var to år gammel. Siden er han blevet dansk mester i trick adskillige gange, og så har han slået næsten alle danmarksrekorder, som var mulige.

Tue Ernst Nielsen har altid elsket at være på vandet. Her er han i gang med det såkaldte "toe-hold" som 8-årig. (Foto: PRIVATFOTO)

Det lyder næsten helt umuligt, og det har også krævet hårdt arbejde. Men Tue har måske alligevel haft lidt lettere ved det end så mange andre, fortæller hans træner Stinne Søndergaard, der har trænet ham, siden han var 12 år.

- For det meste, når man lærer børn eller voksne nye tricks, så tager det rigtig lang tid for dem, og de falder rigtig mange gange. Sådan var det ikke med Tue. Han gjorde det bare lige med det samme. Så allerede i en alder af 12 år landede han nogle virkelig svære tricks.

Mangler bare én rekord

I dag er det blevet en livsstil at komme på vandet og få skiene under fødderne hver dag, og i denne tid skal der trænes ekstra hårdt frem mod sommerens konkurrencer. For det er ikke længe, han har til at imponere dommerne. I trick-disciplinen er man på vandet 2x20 sekunder, hvor man skal nå at lave så mange tricks som muligt.

Ved sidste konkurrence fik Tue Ernst Nielsen 6000 point. Det er 50 point fra at slå den sidste rekord, han mangler.

- Det er virkelig ærgerligt. Jeg nåede faktisk hele mit program, men var bare ét sekund uden for tid. Jeg var selvfølgelig glad, fordi jeg med den score slog danmarksrekorden i U21, men det havde jo været fedt at slå rekorden i den åbne også, siger han og forsætter grinende:

- Men så må jeg bare slå den rekord næste gang.

Glæden ved vandski

Tue Ernst Nielsen kunne knap gå, før han fik sine første vandski på som 2-årig. Forældrene havde svært ved at finde en dragt, der var lille nok, og de måtte løfte ham, da han var for lille til selv at komme op. Men allerede efter første tur var han solgt, fortæller hans far Klaus Ernst Nielsen.

- Han startede med at stå foran på mine ski, og allerede et par dage efter fik han sine egne ski på. Vi startede inde på det lave vand, hvor der var en snor i Tues ski, og så trak jeg ham rundt. Da vi kom ind til land var smilet på Tues læber ikke til at tage fejl af.

Tue var ganske lille, da han første gang var med på vandski med sin far. Her på billedet er han cirka 2 år gammel. (Foto: PRIVATFOTO)

Smilet på Tues læber er ikke forsvundet, tværtimod. Og det er netop glæden ved at stå på vandski, der har ført ham så langt, mener hans træner Stinne Søndergaard.

- Når jeg træner andre spørger de tit, om det ikke er nok for i dag, eller om det ikke snart er tid til en pause. Men Tue kan simpelthen være ude på det vand hele dagen, så på den måde skiller han sig virkelig ud, siger hun.

At Tue stadig synes det er sjovt, er hans mor Charlotte Laursen også sikker på.

- Der er ingen tvivl om, at Tue virkelig elsker at stå på vandski, ellers ville han ikke gøre det, siger hun.

En glæde for hele familien

Til daglig træner Tue Ernst Nielsen i Kerteminde Vandski Klub, hvor hele familien gerne hænger ud og laver mad sammen med de andre i klubben. På væggen hænger plakater og billeder af mange af de lokale vandskiudøvere, som har dystet på vandet igennem årene.

Kigger man godt efter, kan man både se Tue og hans far, Claus Ernst Nielsen, med et par vandski under fødderne. For dét at stå på vandski er en livsstil for hele familien, hvilket er helt naturligt, for Tues far var også en dygtig vandskiløber førhen.

Det er altså hele familien, der er en del af denne verden, og det betyder rigtig meget, fortæller Tue Ernst Nielsen.

- Vi er ligesom fælles om at have de gode oplevelser, og så har jeg dem til at støtte mig, når det går knap så godt. Det gør det hele 100 gange nemmere, fortæller han.

De gode oplevelser med vandski har familien mange af. De rejser rundt til konkurrencer i hele verden, og de får også plads til storebror Mikkels interesser, fortæller mor, Charlotte Laursen.

- Mikkel får lov at planlægge de første par dage af turen. Så laver han en lang liste over ting, han gerne vil lave og se i eksempelvis Rom. Og så handler de sidste dage om Tue og vandski, siger hun.

Fire måneder i USA

Selvom det går strygende for Tue Ernst Nielsen, og han slår alle rekorder, så er det dog ikke noget, han regner med at komme til at leve af.

- Det er meget svært at tjene penge på vandski, fordi det er en virkelig lille sport. Især i Danmark, fortæller han.

Derfor er han også ved at tage en uddannelse ved siden af. Han har taget grundforløb 1 på Syddansk Erhvervsskole, og med dem har han lavet en aftale om, at han stadig kan gå til store konkurrencer.

Han har dog lige haft en pause fra skolen, hvor han var fire måneder i USA. Her han gik på en af verdens bedste vandskiskoler, og det rykkede ham rigtig meget, fortæller hans far Claus Ernst Nielsen, som også har været hans træner igennem årene.

- Det er helt vildt. Vi kunne tydeligt mærke, at det var lige ham. Når man trives sådan et sted, så får man også mere ud af træningen. Og det kan vi da så sandelig konstatere, efter han er kommet hjem. Han har virkelig rykket sig meget, siger han.

Tue Ernst Nielsen skal efter sommerferien tilbage på skolebænken, hvor han starter på grundforløb 2.

  • Tue sidder helt klar til at hoppe i vandet i USA. Her er han omkring 4 år. (Foto: PRIVATFOTO)
  • 8-årige Tue er her i gang med at lave trick på sine totrick-ski. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Her var familien på ferie i Egypten, og selvfølgelig havde 12-årige Tue Ernst Nielsen sin vandski med. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Tue Ernst Nielsen, som for nyligt fyldte 18 år, står her mellem sin far, Claus Ernst Nielsen, og sin mor, Charlotte Laursen foran deres fælles hjem i Kerteminde. (Foto: Anne Mette Thrane DR Fyn)
1 / 4

Fremtidens verdensmester

Tue har også planer om at rejse til USA næste år, og hvis han fortsætter med at udvikle sig, så har han en lys fremtid foran sig, vurderer hans træner Stinne Søndergaard.

- Nu er han ligesom kommet ind på den vandskiskole i USA, der er kendt for at producere verdensmestre inden for trick. Så jeg tror på, at nu når Tue har valgt at satse på vandski, så kan han gå samme vej.

Alle rekorder, bortset fra en enkelt, er slået, han er på landsholdet og er mangedobbelt danmarksmester. Nu er tiden kommet til at indtage resten af verden.

- De seneste år har jeg nået nogle mål, det ikke så ud til, jeg kunne nå. Så selvom der er lang vej endnu, så tror jeg på, at jeg en dag kan stå på et podie til et verdensmesterskab, fortæller Tue.

Beskedent understreger han, at det nok ligger langt ud i fremtiden.

Kerteminde Fjord er her Tue træner rigtig meget. I hvert fald når vejret er til det. (Foto: Anne Mette Thrane DR Fyn)
Facebook
Twitter