Mens du venter på, at feriepengene lander: 4 råd til at bruge dem klimabevidst

Nu har vi adgang til de indefrosne feriepenge. Bliv her inspireret til at bruge dem uden at glemme klimaet.

Danske lønmodtagere kan nu gå ind på borger.dk og søge om at få tre uger af deres indefrosne feriepenge. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Brug dine indefrosne feriepenge på oplevelser og forbrug.

Sådan lød anbefalingen fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i midten af juni, da danskerne fik at vide, at de indefrosne feriepenge ville blive udbetalt.

- Jeg tror ikke altid, at folk ved, hvad der er den klimavenlige måde at bruge sine penge på, siger Anna Fenger Schefte. (Foto: Søren Gammelmark)

Det er dog langt fra sød musik i alles øre, at opfordringen lyder på merforbrug.

For er det ikke nu, vi skal bruge pengene med vores sunde fornuft, i stedet for at snolde pengene op i et shoppingcenter eller købe en ny mobil?

- I virkeligheden er beskæftigelsesministerens udmelding en rigtig dårlig nyhed for klimaet, fordi klimaudfordringen handler om, at vi skal forbruge og købe mindre, forklarer Anna Fenger Schefte, som er journalist og forfatter til bogen Klimaguiden, som handler om, hvordan du bruger dine penge klimakorrekt.

Derfor har Anna Fenger Schefte fire gode råd til, hvordan du kan bruge dine indefrosne feriepenge og samtidig have klimaet i baghovedet.

1

Køb oplevelser i stedet for ting

Materielle ting sætter maskinerne i gang hos produktionsselskaber, og det koster også på CO2-regnskabet, når produktet skal ind i lastbilen og ud til butikkerne.

Det er derfor ikke særlig klimavenligt at ty til merforbrug, men det er det derimod, hvis du køber en oplevelse.

- Tag børnene med i Tivoli i stedet for at gå amok i tøjbutikken, forklarer Anna Fenger Schefte.

2

Køb god kvalitet

Hver ting du køber, hvad end det er på internettet eller i en butik, har et afsæt i klimaet. Derfor anbefaler Anna Fenger Schefte, at vi køber færre ting, men af højere kvalitet. På den måde kan du beholde dine køb i længere tid.

- Brug de ekstra penge til at gå op i kvalitet, som du har lyst til at værne om. Køb eksempelvis en dyr t-shirt, som du kan bruge i længere tid.

3

Fokuser på grønne produkter

Hvis vi som forbrugere virkelig skal rykke på klimafronten, handler det om, hvordan vi køber og handler ind.

- I dag er der rigtig mange alternativer, når du skal ud og købe noget, der er mere klimavenligt. Det er lige fra din opvasker til produktemballage på en skyr, forklarer Anna Fenger Schefte.

Kig derfor på, hvad dit produkt er lavet af, eller hvad det bruger i strøm. På den måde kan du lave et mere klimavenligt valg.

4

Invester i grønne aktier

Det siger næsten sig selv. Spyt pengene i eksempelvis aktier, som er med til at fremme den grønne omstilling.

Ifølge Anna Fenger Schefte vil den bedste idé være at gå imod vores beskæftigelsesminister og ikke bruge feriepengene:

- Lad dem stå, til du bliver gammel i en grøn pensionsordning. Det vil have den største og bedste effekt for klimaet.

Har du en god idé til, hvordan du bruger feriepengene klimabevidst?

Send os dit forslag, det er værdsat.

Har danskerne så tænkt sig at have klimaet i baghovedet, når feriepengene skal bruges? DR har været på gaden i Odense:

  • - Jeg tænker kun på klimaet ved at tage en pose med, når jeg er nede for at handle. For hvis der kommer noget, som jeg bare må eje, så bruger jeg mine feriepenge på det, fortæller Marcus Brask Nielsen.
  • - Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke tænker så meget over klimaet. Men jeg tænker, at jeg skal bruge mine indefrosne feriepenge på en rejse til syden, fortæller Nicoline Pedersen.
  • - Jeg kommer ikke til at hæve mine feriepenge. Jeg har alligevel ikke brug for dem lige nu, så de kan lige så godt blive rykket over på min pension, fortæller Martin Nielsen.
  • - Jeg vil gerne bruge mine penge på julegaver, fordi jeg er studerende og ikke har så mange penge. Generelt tænker jeg meget på klimaet ved at gå i genbrugsbutikker og sådan noget, fortæller Frederikke Jørgensen.
1 / 4
Facebook
Twitter