Mere end 500 aftaler berørt af tolkekaos

Stribevis af aftaler på sygehuse og klinikker i Region Syddanmark måtte gennemføres uden tolk, fordi nyt firma ikke kunne levere varen. Regionen har fyret firmaet efter kun ni dage.

88 gange dukkede tolken ikke op og mere end 400 gange forsøgte sundhedspersonale forgæves at bestille en tolk hos firmaet Tolke Danmark. Efter ni dage fik regionen nok og fyrede firmaet. (Foto: Sine Skott - DR Fyn)

Det var kaotisk, da Region Syddanmark i sidste uge overgik til at bruge firmaet Tolke Danmark. Mere end 500 gange, hvor patienter og personale på sygehuse og klinikker havde brug for en tolk, måtte de klare sig uden.

Det oplyser Region Syddanmark til DR Fyn.

Firmaet Tolke Danmark overtog opgaven med at levere tolke til sygehuse og læger i Syddanmark 1. februar, men allerede i torsdags - den 9. februar - fyrede regionen firmaet.

I den korte periode er der 88 tilfælde hvor tolken er udeblevet og 472 tilfælde, hvor personalet forgæves har forsøgt at bestille en tolk. Tallet kan dog stadig vokse, da regionen endnu ikke har et fuldstændigt overblik.

Regionen forventer, at der skal laves 74.000 tolkninger i regionen i år, og indtil et nyt udbud er på plads, har man sendt en liste med alternative tolkefirmaer ud til de syddanske læger og sygehuse, som de så selv kan ringe til.

Facebook
Twitter