Michael Falch drømte sig til Kim Larsen-sang: "Var bange for, at jeg havde stjålet den"

En nat vågnede Michael Falch op og havde en færdig sang i hovedet. Problemet var bare, at den lød som Kim Larsen.

Der er tomt på øverste hylde, siger Michael Falch efter Kim Larsens død. De to var venner og kollegaer. (Foto: SCANPIX)

I går blev Danmark et musikalsk geni fattigere.

Kim Melius Flyvholm Larsen døde i en alder af 72 år.

Efterfølgende er hilsener og minder strømmet ind fra nær og fjern.

Alle har et forhold til Lune-Larsen og hans musik.

En af dem er musikeren Michael Falch.

- Det er dansk musiks førstemand. Det er vores fyrtårn. Man kan kalde Larsen for dansk musiks Stauning. Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der har den der landsfaderrolle, som han har skabt sig i igennem de seneste mange årtier. Der er tomt på øverste hylde, siger han.

Igennem sin karriere har Michael Falch været tæt på Kim Larsen. Tæt nok til at de kaldte hinanden ved mellemnavne. Flyvholm og Ehlert.

- Vi var kollegaer. Jeg var ligesom en lærling. Så det var ikke fordi, vi var bedste venner. Men vi holdt kontakt med hinanden og sendte hilsener. Hver gang vi spillede det samme sted, så besøgte vi hinanden og udvekslede litteraturinspiration, fortæller Michael Ehlert Falch.

Foran Kim Larsens hjem i Odense er folk strømmet til for at give en sidste hilsen. (Foto: Cindie Madsen - DR Fyn)

Den der elsker livet

Den der elsker livet er fuld af kærlighed,

Og ingen sur showstopper kan skyde håbet ned.

Dommedagsprofeter er bare bump på vejen,

For når man elsker livet, så elsker livet dig.

Synes du også, at det lyder som en sang, Kim Larsen har skrevet?

Det synes Michael Falch i hvert fald.

Derfor var han meget forvirret, da han en nat vågnede op med netop den tekst og dertilhørende melodi i hovedet.

- Jeg vågnede med den i hovedet og tænkte: ”den må jeg hellere lige få optaget på telefonen”. Så jeg sov videre. Da jeg vågnede op, tænkte jeg, at det var da mærkeligt. Gad vide om jeg har hugget den. Har jeg bare hugget en gammel Kim Larsen sang? Så jeg sendte den til ham for at høre, om jeg bare havde scoret en af hans sange, forklarer Michael Falch og fortsætter:

- Han svarede, at det ikke var hans. Men han syntes i øvrigt, at det var en ret fed sang. Så gå da videre med den, Ehlert.

Sangen hedder "Den, der elsker livet", og er endnu ikke indspillet. Men efter at have fortalt om drømmen i P4's mindeudsendelse om Kim Larsen, vil han nu overveje at indspille den.

Michael Falch var en af de danskere, der havde Kim Larsen inde på livet. De to var på mellemnavn med hinanden, og en nat vågnede Michael Falch op med følelsen af, at han havde stjålet en af Kim Larsens sange. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Torben Christensen)

Kyssede kæresten

Selvom de to har mødtes mange gange, var deres første møde ikke særlig behageligt for Michael Falch.

Som ung var Michael Falch stor Gasolin-fan. Derfor var han som 15-årig på plads, da idolerne gæstede Tønderhallen.

- Gasolin spillede, og det var før, der kom backstage-område. Så der gik de jo bare rundt iblandt os andre dødelige, og da han kom forbi mig og min kæreste, nasser han en smøg på hende og kysser hende, fortæller den nu 62-årige musiker.

- Jeg blev pisse fornærmet. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende hele aftenen. Hun var fuldstændig elektrisk. Så jeg var lidt ond i sulet ved vores første møde.

De to endte dog som bekendt med at blive venner, og derfor var det også en nyhed, som Michael Falch modtog med stor sorg.

- Det chokerede mig. For jeg troede, han gik og blev fedet lidt op og kom sig over sin kræftsygdom. Jeg troede egentlig, at han var på vej til at få lidt power tilbage, siger han.

Ifølge kollegaen efterlader Kim Larsen sig et stort musikalsk tomrum i Danmark.

- Han havde en eller anden folkelighed pakket ind i noget rebelsk. Det kan godt være, at han var popsanger, og at der var kulørte lamper i hans show, men der var hele tiden pakket noget anti-autoritært ind i det. Det var som om man hørte den almindelige mands stemme fra Larsens brede mund.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.