Millionstøtte til Langeland endte i Charlottenlund

Erhvervsstyrelsen har en stærk mistanke om, at en tidligere jægersoldat har snydt sig til millionstøtte fra EU.

Inden den tidligere jægersoldat modtog tilsagn om millionstøtte på i alt 4.486.500 kroner, modtog ham og konens firma også støtte fra LAG Langeland til det samme projekt. (Foto: Tonny Schnoor- DR Fyn)

En tidligere jægersoldat og hans hustru skal nu forklare, hvor en millionstor EU-støtte er blevet af.

Parret Henrik Radich Otkjær og Camilla Otkjær, som er bosat i Charlottenlund, modtog mellem 2009 og 2013 over halvanden millioner kroner til at lave et kursus- og træningscenter på Langeland.

Centeret nåede aldrig at blive til en realitet, fordi parret opgav kort efter, at de havde fået tilsagn om støtte, og eneste rest tilbage er en halvfærdig og forladt skydebane. Bygningerne fungerer i stedet som asylcenter.

De penge, som parret nåede at bruge, inden de lukkede projektet, blev efter Erhvervsstyrelsens opfattelse ikke brugt på Langeland. Og hvis ikke Erhvervsstyrelsen får en god forklaring, så vil styrelsen have pengene tilbage, viser en gennemgang af sagen, som DR Fyn har fået aktindsigt i.

Urigtige oplysninger

I et brev fra Erhvervsstyrelsen til parrets virksomhed, SOF Academy Aps, skriver Erhvervsstyrelsen blandt andet:

"Det er styrelsens vurdering, at SOF Academy Aps har afgivet urigtige oplysninger og fortiet omstændigheder, som er af betydning for berettigelsen af det ydede tilskud..."

Inden parret modtog tilsagn om millionstøtte på i alt 4.486.500 kroner fra Region Syddanmarks vækstforum, modtog SOF Academy Aps også støtte til samme projekt fra de såkaldte LAG-midler, der skal støtte initiativer i lokalområderne.

Den går ifølge et brev fra Erhvervsstyrelsen ikke. I brevet skriver styrelsen:

"... de samme udgifter indgår i både regnskaberne til styrelsen og i regnskaberne til LAG Langeland, og dermed har [SOF Academy] udløst offentlig støtte to gange til de samme udgifter."

Anerkender ikke bilag

Dokumenter i sagen viser en systematisk gennemgang af alle bilag, som parret har opgivet som baggrund for udbetalinger på i alt 1.507.757,26 kroner.

Her fremgår det, at Erhvervsstyrelsen ikke anerkender udgifterne som værende relevante for etableringen af et kursus og træningscenter på Langeland, ligesom der mange steder stilles spørgsmålstegn ved, om det indkøbte er tilstede på adressen på Langeland.

I en note til bilagene skriver Erhvervsstyrelsen således:

"Det er tankevækkende, at der på virksomhedsadressen i Charlottenlund er et crossfitcenter, og at der er indkøbt diverse crossfitudstyr i projektet."

Sagen meldt til Bagmandspolitiet

Erhvervsstyrelsen overdrog sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, som i daglig tale kaldes bagmandspolitiet. Erhvervsstyrelsen har vurderet, at parret har afgivet urigtige oplysninger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra bagmandspolitiet, som skriver, at sagen stadig er under efterforskning.

Sagen om tilbagebetalingen af støtten kører derimod som en civilretlig spørgsmål. Medmindre der er en meget god forklaring, skal pengene betales tilbage, fortæller regionalchef i Erhvervsstyrelsen Preben Gregersen.

Da parret fik tilsagn om 5,5 millioner offentlige kroner fra Syddansk Vækstforum, forventede de at øge omsætningen på Langeland med 19 millioner kroner om året. Men parrets virksomhed ligger i Charlottenlund. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Henrik Radich Otkjær har hyret advokaten Anders K. Neméth som forsvarer, mens Camilla Otkjær har valgt advokatfirmaet Németh Sigetty.

I et svar til DR Fyn fortæller Camilla Otkjær, at Erhvervsstyrelsens påstande ikke er sande, og at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen.

FacebookTwitter