Minister kaldt i samråd om miljøskibe: 'Det her er simpelthen ikke godt nok'

To brugte miljøskibe, som skulle ombygges, har i flere år ligget stille i Svendborg Havn.

De to katamaranskibe, Sif og Frigg, som ligger oplagt i Svendborg Havn, har ligget ubrugt siden 2015. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)

Miljøstyrelsens håndtering af sagen om de to miljøundersøgelsesskibe, som siden 2015 har ligget oplagt i Svendborg Havn, får nu kritik fra flere sider.

Sagen har blandt andet fået folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) til at kalde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd.

- Skatteborgernes regning bliver meget, meget stor nu uanset hvad. Derfor har jeg lavet 15 samrådsspørgsmål, som jeg er nødt til at aflevere til miljøministeren og sige: 'Det her er simpelthen ikke godt nok', siger han.

Bjarne Laustsen mener, at miljøskibene allerede har kostet skatteborgerne mange millioner kroner.

De to skibe, som er købt i England, skal bruges til en opgave med at indsamle vandprøver i de danske farvande. Men før skibene må bruges i Danmark, skal de bygges om. Samtidig skal de leve op til de danske myndigheders krav om sikkerhed og arbejdsmiljø.

Miljø- og fødevareministeren er til samrådet blandt andet blevet bedt om at redegøre for de samlede omkostninger for købet af de brugte fartøjer inklusiv ombygning og ekstern rådgivning sammenlignet med prisen på to helt nye fartøjer, som i sin tid kunne have været et alternativ.

Et oplyst grundlag

Kontorchef i Miljøstyrelsen Morten Jepsen mener, at beslutningerne i sagen har været taget på et både oplyst og fornuftigt grundlag på det tidspunkt, hvor de blev truffet.

Men det er Bjarne Laustsen ikke enig i.

- Det, der er problemet her, er, at man kommer med noget uklart, som ingen værfter ved præcist, hvordan er. Og det gælder også med den her reparationsopgave, siger han.

Morten Jepsen forklarer, at der har været nogle uforudsete hændelser i forløbet.

- Der har været nogle faktorer, som vi ikke havde kunnet forudse, som vi efterfølgende har måttet forholde sig til, siger han.

De to engelske skibe har ligget ubrugt i Svendborg Havn siden 2015. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)

- Selv professionelle redderier kan gå galt i byen

Hos værfternes brancheforening, Danske Maritime, er der også kritik af Miljøstyrelsens håndtering af sagen.

- Man har sat folk til at løse opgaven, som ikke har kunnet løse opgaven. Det er ikke nemt bare at købe en konsulent og få et godt råd og så købe et skib. Selv professionelle redderier, som gør det hele tiden, kan nemt gå galt i byen, siger underdirektør Michael Prehn.

Han mener, at man skal inddrage hele værftsbranchen.

- Man skal ikke bare indkøbe en konsulent. Man skal inddrage hele erhvervet i at finde de bedste løsninger. Hvis man er Miljøministeriet (Miljø- og Fødevareministeriet, red.), så skal man tage en miljømæssig god løsning, og så skal man vurdere på teknikken først og finde ud af, hvad det koster, siger Michael Prehn.

Ministeren er kaldt i samråd 14. marts.

Facebook
Twitter