Ministerudmelding frustrerer borgmestre: Signalfejl løses i 2022 eller derefter

Fynske borgmestre er skuffede i sag om signalfejl på Svendborgbanen.

Passagerer på Svendborgbanen må fortsat finde sig i aflysninger og forsinkelser, da der tidligst vil være en løsning på vej på signalfejl i 2022.

Der kommer til at gå mindst to år, før pendlerne på Svendborgbanen får glæde af nye signaler, så togene kan køre mere præcist fremover.

Det er den nedslående melding fra transportminister Benny Engelbrecht (S) i et brev til fem fynske borgmestre.

I begyndelsen af februar bad de ministeren komme med et klart svar på, hvornår de nye signaler ville være på plads, fordi problemerne på togstrækningen mellem Svendborg og Odense har vokset sig for stort.

Problemer med signalerne giver både forsinkelser og aflysninger på Svendborgbanen.

I perioden fra januar 2018 til januar 2020 skyldtres 37 procent af aflysningerne signalfejl.

Derfor valgte Banedanmark, der ejer strækningen, at Svendborgbanen som en af de første strækninger skulle have nye signaler.

Gennem længere tid har det været planen, at Svendborgbanen skulle have nye signaler inden udgangen af 2021.

Men nu lyder beskeden, at man tidligst er klar i 2022 eller derefter, som ministeren formulerer det.

Det har fået blodet til at koge hos flere af de berørte borgmestre blandt andre borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager (S), som er skuffet over ministerens svar.

- Det er lidt en sludder for en sladder at sige, at der er prioriteret, som der er, og det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Jeg synes ikke, der er så meget imødekommelse i forhold til at prøve at løse problemerne i den mellemliggende periode, siger han.

Borgmester i Svendborg Kommune Bo Hansen (S) stiller sig spørgende over for udmeldingen.

- Jeg var egentlig meget godt tilfreds, hvis nu der havde stået, at man måtte

udskyde
det til 2022, men netop den del af sætningen 'eller derefter' gør jo i virkeligheden, at vi ikke får noget svar på det spørgsmål, vi stiller.

Forsinkelser går ud over pendlerne

Frustrationerne er også til at få øje på ude på perronen i Odense.

18-årige Nicholas Simer Dam bruger Svendborgbanen dagligt, når han pendler til HF i Odense, og for ham har de mange forsinkelser store konsekvenser.

- Jeg får rigtig meget fravær - særligt om morgenen, fordi toget ikke kommer til tiden. Jeg bliver nødt til at stå en time tidligere op for at tage toget en time tidligere, så jeg ikke får fravær, siger han.

Men der er også de pendlere, der ikke synes, det er det store problem. Siam Christensen, som arbejder miljøsagsbehandler i Odense Kommune, er en af dem.

- Når toget er forsinket, så sidder jeg bare og arbejder, og når det er aflyst, så tager jeg måske hjem og arbejder og aflyser mine møder, men det kan være lidt irriterende nogle gange, siger hun.

Det sidste ord er endnu ikke sagt i den sag. Det forsikrer flere af de fynske politikere.

- De fynske borgmestre har møde med de fynske folketingspolitikere inden for en måneds tid, og punktet er allerede sat på dagsordenen, og så må vi prøve at få MF'erne til at presse på, siger Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Transportministeren skriver i sit svar til borgmestrene, at lige nu prioriteres arbejdet på to af strækningerne ved Næstved. Herefter vil Svendborgbanen tidligst komme på tale.