'Mormor' og Lui Larsen dekorerer Odense Letbane: Vi hylder H. C. Andersen ved ikke at nævne ham

Når Odense Letbanes 16 vognsæt kører igennem byen i 2021, er de dekoreret med digte og illustrationer.

Kristian Djurhuus (tv) med kunstnernavnet Mormor og Lui Larsen (th) foran Odense Banegård, hvor den kommende letbane blandt andet vil have et stop. (Foto: Anne Mette Thrane)

"At rejse er at leve".

Sådan lyder et af de mest kendte citater fra den fynske eventyrforfatter H.C. Andersen, og det citat kommer også til at blive det overordnede tema for dekorationerne af Odenses kommende letbane.

Digter Lui Larsen, Kim Larsens yngste søn, og billedkunster Kristian Djurhuus med kunstnernavet 'Mormor' har siden årsskiftet arbejdet på, hvordan digte og illustrationer i letbanevognene skal udfolde sig, og tirsdag afleverede de det endelige resultat til Odense Letbane.

Kommunikationschef hos Odense Letbane, Benthe Vestergaard, er rigtig glad for resultatet.

- Det er så fantastisk. Jeg glæder mig virkelig til, at det skal afsløres for odenseanerne, siger hun.

Hyldes uden at nævne ham

Selv om det overordnede tema er et citat fra H. C. Andersen, er det dog ikke den odenseanske forfatter, der i bogstaveligste forstand kommer til at fylde mest i de digte og illustrationer, der vil pryde Odense Letbane.

Den bedste måde, man kan hylde den odenseanske forfatter på, er ved ikke direkte at nævne ham, mener de to kunstnere.

- Selvfølgelig er det fantastisk, at H. C. Andersen har betydet så meget for byen, men det er også en historie, som vi kender her i byen, og som resten af verden også kender. Så for mit vedkommende er der selvfølgelig små hints - også til H. C. Andersen. Men der er så mange andre historier i Odense at gå på opdagelse i. Derfor har jeg måske nedtonet H. C. Andersen en lille smule, fortæller Kristian Djurhuus, der har stået for de illustrative værker i togvognene.

Lui Larsen er enig.

Kristian Djurhuus med kunstnernavnet 'Mormor' i Odense foran sit 20 meter lange kunstværk på hegnet ved byggepladsen på Thomas B. Thriges Gade. Illustrationerne skildrer Odenses historie. (Foto: Privatfoto: @mormorandme)

- Det har jeg også. Jeg tror, at hvis man skal lave en lille hyldest til H. C. Andersen, så gør man det ikke ved at nævne ham, for det er blevet gjort før. Jeg tror, man skal gøre, som han nok også selv ville have gjort; bare skrive en god historie, et godt digt eller lave en fed tegning. Jeg tror, det er den måde, man hylder ham mest, siger han.

Frugtbart samarbejde

De to kunstnere har arbejdet parallet på deres værker og kun udvekslet materiale digitalt undervejs. Så de mødte hinanden for første gang, da de afleverede de færdige kunstværker til Odense Letbane tirsdag.

Alligevel har samarbejdet mellem kunstnerne tydeligvis været frugtbart:

- Dine tegninger hjalp rigtig meget, men du var også begyndt lidt før mig, så det var dejligt at have det in mente, siger Lui Larsen til Kristian Djurhuus.

- Men du hjalp mig så til sidst til gengæld, siger Kristian Djurhuus til Lui Larsen og fortsætter:

- De sidste fire værker, skulle der ske et eller andet, og der fik jeg lov til at få dine digte, og det hjalp mig med at blive færdig.

Et af de digte, der gav Lui Larsen de største kvaler, var digtet om en brunsviger, men her kunne 'Mormors' illustrationer også komme ham til undsætning.

- Jeg sad og skulle skrive digtet, der hedder Brunneren, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive overhovedet. Men en af dine tegninger hjalp mig rigtig igennem det digt - noget med nogle candyflossskyer, siger Lui Larsen hemmelighedsfuldt.

Offentliggøres til december

De håber begge to, at de 16 værker, som er skabt med en rød tråd, kan være med til at give letbanebrugerne en anderledes oplevelse, end de forventede.

- Forhåbentlig sætter man sig ind i letbanen og får en oplevelse, som man ikke troede, man ville få den dag, siger Lui Larsen.

Til december 2019 kan de nysgerrige få lov at se, hvilke illustrationer og digte, der kommer til at pryde Odense Letbane.

- Vi vil invitere til et stort åbent hus ude på vores kontrol- og vedligeholdelsescenter, hvor vi vil vise centeret, det første nye tog, og så vil vi lave fernisering på alle navnene og illustrationerne, fortæller kommunikationschef Benthe Vestergaard.

Fakta om Odense Letbane

  • Forventes at være færdigbygget til at gå i drift i efteråret 2021.

  • Første etape bliver cirka 14,5 kilometer lang.

  • Der bliver i alt 26 stationer på linjen fra Tarup i nord til Hjallese i syd.

  • Hele turen fra Tarup til Hjallese forventes at tage omkring 42 minutter.

  • Der forventes afgang fra hver station otte gange i timen i dagtimerne.

  • Et letbanetog er en moderne sporvogn - cirka 32 meter lang.

  • Et enkelt letbanetog kan have mere end 200 passagerer med ad gangen.

  • Der forventes cirka 34.000 passagerer på en hverdag - 1 million på en måned.

  • Kilde: Odense Letbane

Facebook
Twitter