Næsten 3.000 beboere fra Vollsmose skal genhuses

1.000 boliger i Vollsmose skal rives ned. Derfor skal der findes en anden bolig til de berørte beboere.

Ud af i alt 1000 boliger skal 191 rives ned i Egeparken i Vollsmose. (Foto: Lukas Bjerg Christiansen - DR Fyn)

Allerede i 2020 begynder nedrivningen af 1.000 almene boliger i Odense-Bydelen Vollsmose.

Det betyder, at de næsten 3.000 berørte borgere skal finde en ny bolig. Enten midlertidigt eller permanent.

Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune, kalder planen for en nødvendighed.

- Jeg synes faktisk, at vi med denne plan får gjort op med de sociale mønstre og de fysiske udtryk, der er i Vollsmose, siger han og fortsætter:

- Børnene skal nærmest være eksperter i mønsterbrud for bare at klare sig på lige fod med børn fra andre bydele.

Borgmesteren bakkes op af sin politiske kollega Jane Jegind (V), der er rådmand i Odense Kommune.

- Jeg har det godt med planen, og jeg synes, at vi har arbejdet godt og længe sammen med boligselskaberne om, at kunne præsentere noget, som vi kan have tillid til.

Nedrivningen sker som følge af regeringens ghettoplan. Den siger blandt andet, at der ikke må være mere end 40 procent almene boliger i belastede boligområder.

Den andel er 76 procent i Vollsmose i dag.

Derfor har man iværksat det, man kalder ”den sidste Vollsmoseplan”. Her vil man starte med at rive boliger ned i Fyrreparken i 2020.

Herefter er planen, at der skal bygges 1.600 nye, private boliger i stedet.

Et puslespil, hvor man ikke kender brikkerne

Det er boligselskaberne Civica og Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB), der skal stå for genhusningen. Der venter dog noget af et puslespil, forklarer direktør i FAB, Jakob Michaelsen.

- Det handler om at få talt med hver enkelt beboer om deres livssituation og høre dem om, hvor de godt kunne tænke sig at flytte hen, så det kan gå op med husdyr, børn og skoler. Derfra skal vi ind at se på, hvor vi har en bolig, der kommer så tæt på deres ønsker som muligt. Det bliver en konkret vurdering fra gang til gang, siger han.

Der venter Jacob Michaelsen, der er direktør i Fyns Almennyttige Boligselskab, en stor opgave, når næsten 3000 personer skal genhuses fra deres bolig i Vollsmose. (Foto: Lukas Bjerg Christiansen - DR Fyn)

For at nå i mål med genhusningen, skal der gøres brug af det, man kalder en flyttekæde.

Det går ud på, at beboere i almene boliger forskellige steder i Odense flytter ind i de nybyggede boliger i Vollsmose. Det giver mulighed for, at man kan genhuse borgerne fra Vollsmose andre steder i Odense.

Håbet er, at det skal være med til at sikre, at der ikke opstår nye belastede områder.

I Civica er formand Flemming Jensen overbevist om, at det nok skal lykkes, at få genhuset alle beboere.

- Vi har 9.000 boliger rundt om i Odense. Vores boligmasse er så varieret, at vi vil kunne tilbyde familierne boliger, der passer til dem. Men det er et stort puslespil, siger han.

Den optimisme deler Jacob Michaelsen.

- Det er en opgave, vi ikke har prøvet før i den størrelsesorden. Men det er en opgave, vi skal arbejde på over ti år, så jeg er ret sikker på, at vi kommer i mål med den, siger han.

'Rykker bare problemerne'

Det er dog ikke alle, der mener, at nedrivningerne er en god idé.

Michael Madsen bor i Lærkeparken og er ikke tilhænger af planerne om nedrivning. Det flytter bare problemerne, mener han. (Foto: Lukas Bjerg Christiansen - DR Fyn)

- Jeg tror bare, at det rykker problemerne, og jeg tror slet ikke, det kommer til at ændre noget ved bandeproblemerne, siger Michael Madsen, der bor i Lærkeparken, og derfor er en af dem, der skal flytte i den nærmeste fremtid.

Heller ikke Ernst Winther, der bor i Bøgeparken, er begejstret for planen. Han erkender, at der er problemer i Vollsmose. Men han mener ikke, at løsningen er at rive boliger ned.

- Det er ikke boligerne, der er noget i vejen med. Det er ikke boligerne, der kaster sten efter politiet. Det er ikke boligerne, der begår kriminalitet. Det er fuldstændig hul i hovedet. Det er symptombehandling på en forfejlet socialpolitik, siger han.

Facebook
Twitter