Nedbrud hos TDC: Patienter kan ikke ringe 1-1-2

TDC har problemer med 2G og 3G-nettet. Det betyder, at patienter ikke kan komme igennem til blandt andet sygehuset.

Arkivfoto. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Store dele af landet er ramt af driftsforstyrrelser på mobilnetværket hos TDC. Det betyder, at flere kunder vil opleve, at de ikke kan ringe 1-1-2.

Driftforstyrrelserne har ramt Sjælland, Bornholm og Øerne. Der kan dog også forekomme driftsforstyrrelser i resten af landet, oplyser TDC i en pressemeddelelse.

- Det betyder desværre også, at man ikke kan ringe 112 fra en mobil på TDC’s netværk på store dele af Sjælland. Andre dele af landet kan også være berørt, skriver TDC i pressemeddelelsen.

TDC oplyser, at det er 2G og 3G netværket, der er gået ned, mens kunder, der benytter 4G eller fastnet, ikke er berørte.

Tidligere ramte driftsforstyrrelserne også Fyn og Nordsjælland, men kl. 12.28 oplyser TDC, at netværket i disse områder er tilbage i fuld drift. Man kan i disse områder derfor også ringe 112 igen.

TDC opfordrer til, at man slukker telefonen, piller SIM-kortet ud og genstarter telefonen. Herefter bør det igen være muligt at ringe 1-1-2.

Sjette gang på fire måneder

Det er sjette gang på fire måneder, at Region Syddanmark oplever nedbrud. Driftsforstyrrelserne betyder nemlig også, at patienter i Region Syddanmark og på Nordsjælland ikke kan ringe til lægevagten eller sygehusene.

Nedbruddet har især ramt sygehusene i Sønderjylland, Trekantområdet og på Fyn. Her har personalet oplevet problemer med at ringe internt, imens borgere har haft problemer med at kunne komme igennem til sygehuset.

- Vi har problemer med at kommunikere internt, og vi har besvær med at få beskeder fra ambulancerne ind til sygehusene, når de er på vej ind, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

- OUH er gået i nødberedskab og indkaldt ekstra personale. Derudover har de etableret nogle alternative kommunikationslinjer, så vi er klar til at tage imod alle de patienter, der møder op.

Mød personligt op på sygehuset

Sidder man som patient i Region Syddanmark og har brug for behandling eller vejledning på sygehuset, opfordrer Kurt Espersen til, at man i stedet kører til sygehuset.

- Man skal tage direkte på nærmeste sygehus. Så skal vi nok hjælpe, siger han.

I denne situation lover han også, at sygehuset indkalder ekstra hænder, der står klar til at hjælpe.

- Så snart vi ved, at telefonien ikke fungerer, træder vores kriseberedskab i kraft, og så indkalder vi ekstra personale.

TDC oplyser, at de arbejder på at løse problemet og beklager de gener, nedbruddet har medført.

Region Syddanmark oplyser, at man vil melde ud, når nedbruddet er overstået, og Kurt Espersen tilføjer, at man i de nærmeste dage skal have en "alvorssnak" med TDC.

Opdateret klokken 11 med tweets og information om, at det også gælder, hvis man ringer 1-1-2.

Opdateret klokken 11.13 med pressemeddelelse fra TDC. Opdateret klokken 11.32 med kommentar fra Kurt Espersen.

Opdateret klokken 12.44 med at netværket på Fyn og Nordsjælland igen er i fuld drift.

Facebook
Twitter