Nul kram og lånte partytelte: Skoler gør klar til mere udendørs undervisning

Skolestart med mere afstand og frisk luft, men uden gensynsknus er på vej

Vala Noorslykke fra Odense er klar til at vende tilbage til skolen og 4. klasse. Og hun har styr på reglerne. - Vi må ikke kramme hinanden, og vi skal være udenfor. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om. (Foto: Rasmus Spaabæk © DR FYN)

Skoler og institutioner landet over forbereder sig på at skulle genåbne så småt efter

påske
.

Og børn, skoler og institutioner er ved at indstille sig på en ny hverdag. Med mere undervisning udenfor, længere mellem eleverne - og uden krammere.

Sundhedsstyrelsens

retningslinjer
om at de mindste skal have meget mere undervisning i det fri, når skolerne starter igen, har fået flere skoler til at tænke nyt.

På Starup-Øsby Skole og Børnehus i Haderslev har skoleleder Kim Christiansen derfor på Facebook efterlyst store telte. Og det er gået godt.

- Der er faktisk rigtig mange, der har budt ind. Det er vi meget taknemlige for, siger han.

Teltene skal sikre, at den udendørs undervisning kan gennemføres, også i dårligt vejr. Og Annika Jessen, der er mor til to børn på skolen, er da heller ikke i tvivl om, hvor familiens partytelt nu skal stå.

- Vi skal ikke bruge teltet lige nu, og så kan jeg hjælpe til at få mine børn tilbage i skole. De savner deres skole og deres hverdag, siger Annika Jessen.

- Vi skal løse det her som en fælles opgave, slår hun fast.

Annika Jessen er mor til to skolebørn og låner sit partytelt til Starup-Øsby Skole og Børnehus i Haderslev, så børnene kan undervises udendørs. (Foto: Martin Kjærgaard © DR Syd)

Mere udenfor, ingen fællesspisning

I Odense går Vala Noorslykke på 10 år i 4. klasse. Derfor kan hun se frem til at komme i skole igen fra den 20. april.

- Jeg glæder mig til at se mine venner, og jeg glæder mig også til, at det er en lærer, der underviser og giver mig lektier for, siger hun.

Vala Noorslykke har allerede styr på de nye regler, når eleverne vender tilbage til skolen. Regler, der skal

begrænse
smittefaren.

- Vi må ikke kramme hinanden, og vi skal være udenfor. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om. Og så skal vi ikke spise sammen i en sal, hvor kokken har lavet mad til os, fortæller hun.

Valas mor, Meike Noorslykke, har skullet få hjemmet til at fungere som skole den sidste måneds tid.

- Det har været en udfordring, men med lidt øvelse synes jeg, at vi har fået en god struktur med arbejde og hjemmeskoling af to børn til at fungere, siger hun.

Meike Noorslykke synes, at hun har fået god information om genåbningen.

- Det er fine regler, der er sat op omkring børnene. Selvfølgelig bliver man lidt bekymret, men man kan altid finde noget at bekymre sig om, siger hun.

'Vi gør vores bedste'

Meike Noorslykke vil ikke føle sig fuldstændig sikker, når Vala skal sendes i skole igen.

- Men det er jeg heller ikke, når jeg cykler ned i Meny og handler, hvis folk overser trafikskiltene. Hun er en klog, dygtig pige, der kan finde ud af at følge reglerne og ikke er bange for at sige til, hvis der er nogen, der ikke gør. Så længe vi gør vores bedste, mon så ikke det går?

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan genåbning af

daginstitutioner
og skoler kommer til at foregå.

Ønsker ikke evig isolation

I Odense Kommune, hvor Vala Noorslykke skal i skole, fremlagde kommunen torsdag sin plan for, hvordan børnene skal vende tilbage i vuggestue, børnehave eller skole.

Den betyder, at kommunens mindste børn får lov til at starte først og drypvis efter kommer de lidt større børn.

Børn- og unge-rådkvinde i Odense Kommune Susanne Crawley fra det Radikale Venstre forstår godt, hvis forældre stadig er bekymrede for at sende deres børn tilbage i daginstitution eller skole.

- Men de øverste sundhedsmyndigheder i landet har altså vurderet, at det her er den mest forsigtige model, vi kan vælge, når vi begynder at lukke Danmark op igen, siger hun.

- Formentlig er der ingen af os, der ønsker, at vores børn skal blive ved med at være

isoleret
fra deres kammerater og ikke kan gå i skole eller til
fritidsaktiviteter
. Jeg tror, at vi alle sammen higer efter den dag, hvor man kan gøre alt det, man kender og elsker. Det her er altså et skridt på vejen, som forældrene også skal være med til at tage, siger Susanne Crawley.

Facebook
Twitter