Klør det bagi eller er du løbet tør for receptpligtig medicin, så tænk dig om en ekstra gang, før du ringer til lægevagten.
Sådan lyder det fra Region Syddanmark, som i dag relancerer en kampagne fra sidste år med budskabet om at bruge lægevagten med omtanke.
Lægevagten i regionen oplever lidt for ofte, at folk ringer ind med småproblemer, der normalt går væk af sig selv eller kan kureres ved et besøg på apoteket.
Sidste års kampagne viste sig at have en effekt på de mange opkald. Mens man i 2017 havde næsten 11.000 opkald til lægevagten i årets to første måneder, lå tallet på omkring 9.500 i samme periode i år.
Men der er plads til forbedringer, da mange opkald stadig bør klares hos egen læge, mener Ole Holm Thomsen, vagtchef for lægevagten i Region Syddanmark.
- Det fylder en del i vores lægevagt. Skulle jeg komme med et skøn, så ville jeg sige, at i hvert fald en tredjedel af dem, der ringer, kunne godt vente med at ringe til et andet tidspunkt, siger han.
Politikere møder borgerne
Derfor går politikerne nu på gaden for at få en dialog med borgerne om, hvornår der er grund til at gribe knoglen og ringe til lægevagten, og hvornår man skal undgå at bruge det akutte opkald.
- Jeg håber, at vi på den måde kan gøre opmærksom på, at vi har en lægevagt, som man skal bruge, når man har brug for den. Men hvis man har ting, som kan vente til egen læge har åbent, så skal man også gøre det, siger Bo Libergren, udvalgsformand for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark.
Kampagnen skydes i gang i dag, hvor politikere deler plastre og chokolade ud i Odense.