Ny mobil-app hjælper med at overvåge hjertepatienter

Det kan spare patienterne for en tur på hospitalet.

- Det er en utrolig lettelse. Det er lige meget hvor jeg er, bare jeg har min mobil på mig, så kan jeg trykke på den, hvis jeg får symptomer, fortæller hjertepatient Hanne Grønlund. (Foto: OUH)

Er du hjertepatient, kan du fremover spare et par besøg på hospitalet.

Læger ved Odense Universitetshospital har som de første i Skandinavien indopereret en ny slags mikromåler på en patient.

Ved hjælp af en såkaldt mikro-ekg-måler, som er indopereret lige under huden ved hjertet, sendes informationer om hjerterytmen direkte til hospitalet via en app på patientens mobil.

Fordelen ved den nye mikromåler er blandt andet, at patienten kan have den med sig overalt.

- Det betyder, at patienten ikke behøver at komme ind til os på hospitalet eller have kompliceret sendeudstyr hjemme, fortæller overlæge Jens Brock Johansen.

Hanne Grønlund er en af de første patienter, der har prøvet mikromåleren, og for hende er livet blevet meget lettere med mobil-app'en.

Hvis hun får symptomer, går hun ind på app'en og ved hjælp af nogle forskellige svarmuligheder sendes informationen om hjertets uroligheder videre til hospitalet.

- Det er en utrolig lettelse. Det er lige meget hvor jeg er, bare jeg har min mobil på mig, så kan jeg trykke på den, hvis jeg får symptomer, fortæller Hanne Grønlund.

Odense Universitetshospital regner med, at mobil-app-metoden i fremtiden vil kunne bruges af de fleste patienter, der skal have overvåget hjerterytmen.

Men det er formentlig ikke kun hjertepatienter, som fremover kan blive overvåget via en app.

- Jeg er ret sikker på, at det her bliver fremtidens måde at kommunikere med os på hospitalet på. Det er noget, der vil brede sig over andre monitoreringsområder, siger overlæge Jens Brock Johansen.