OB klager til DBU: Frygter tilskuerballade

Efter søndagens kamp mod FC København vil OB have ændret reglerne. De frygter ballade, når FCK møder Brøndby.

Odense mødte i søndags FC København i et superligaopgør. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Reglerne bør laves om. Sådan lyder et af kravene fra superligaklubben OB i et brev til DBU.

Søndag blev OB ufrivilligt straffet, da Fodboldens Appelinstans havde besluttet, at FC København ikke måtte have fans med til kampen Odense.

Det betød, at OB skulle bruge kræfter på holde alle FCK-fans ude. Derudover mistede klubben indtægter fra udefansene.

Det har nu fået klubben til at skrive direkte til DBU for at få forbundet til at ændre reglerne i fremtiden.

OB kunne ikke holde alle FCK-fans ude, og nu OB frygter, at det vil gentage sig, når FCK gæster Brøndby, hvor københavnerne heller ikke må have fans med.

- Den her kendelse bør ændres, sådan at FCK ikke skal til Brøndby uden et udebaneafsnit, for det kan altså gå grueligt galt, siger direktør for Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen.

Derudover ønsker OB også at få kompensation for de tabte indtægter fra de manglede FCK-fans. OB anslår, at det drejer sig om et beløb på omkring 150.000 kr.

Kravet om, at FCK ikke må have fans med, kommer efter, at FCK-fans tilbage i august lavede uroligheder på Brøndby Stadion. De forsvarende danske mestre blev straffet med to kampe uden udebanefans - først mod OB i søndags og senere i sæsonen, når FCK gæster Brøndby.

- OB kan hjælpe andre

Advokat og tidligere medlem af DBUs disciplinærudvalg, Jens Bertel Rasmussen, var i syv år med til at behandle alt fra klager over udvisninger til ballade på tilskuerpladserne. Han undrer sig over straffen.

- På den måde kommer vi jo til at ramme OB som en uskyldig tredjepart, da de blandt andet mister entréindtægter. Og det har jo egentlig ikke noget med dem at gøre overhovedet, siger han.

Jens Bertel Rasmussen bifalder derfor, at OB skriver brevet og fortæller, hvad straffen har haft af betydning for dem.

- Hvis OB beskriver, hvilke problemer de har haft ved ikke have et udebaneafsnit, og hvordan de føler sig straffet som tredjepart på grund af manglende indtægter og så videre, så vil det efter min vurdering komme med i overvejelsen, når der kommer en ny sag af denne art, forklarer han.

DBU: Ingen kommentarer

DBUs kommunikationschef Jakob Høyer skriver i en mail til DR Fyn, at DBU ikke har nogle kommentarer til OBs udmeldinger i sagen. Unionen ønsker heller ikke at blande sig i konkrete afgørelser fra Fodboldens Appelinstans.

Formand for appelinstansen Henrik Bloch Andersen siger til DR Fyn, at han finder straffen passende, og at den er en del af DBUs love og regler.

Han er dog opmærksom på, at den kan udgøre en sikkerhedsrisiko i forhold til fans, der bliver blandet på hjemmeholdets tribuner, men det er noget, klubberne selv skal håndtere, påpeger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.