Odense er den mest klimavenlige kommune: Vi genbruger i stedet for at købe nyt

Jesper Larsens genbrugslager har været en vigtig brik til at Odense nu kan kalde sig landets klimaduks, når det kommer til indkøb.

DR Grafik: Nathalie Nystad/Foto: Scanpix

Jesper Larsen peger forlegent på sit værkstedshjørne, som roder lidt. Han er lageransvarlig for Odense Kommunes interne genbrugslager. Det kan tydeligt ses på værkstedet, som er fyldt med skruemaskiner, værktøj og reservedele som motoren til et hæve-sænkebord og hjulene til en kontorstol.

- Jeg havde en kontorstol, hvor sædet var i stykker, men jeg kunne bruge hjulene. Så nogle gange skiller jeg tingene ad for at få nogle reservedele.

Jesper Larsens lille værkstedshjørne, hvor de ting, der er i stykker, får nyt liv.

Han tager imod på i det 500 kvadratmeter store lager, der er så proppet med møbler, billeder og nips, at man flere steder må sno sig igennem stablerne af brugte sager. Præcis som i en stor genbrugsbutik. Der er bare ingen priser på møblerne, de kommunalt ansatte kan nemlig komme herud og finde ting til deres kontorer og lokationer.

- Det hele forsvinder stille og roligt, for der er altid nogen, der kan bruge noget til et kontor, eller en vase til en blomst, siger han.

Aktiv strategi

Odense kommune har i mange år arbejdet målrettet med at have så lavt et forbrug som muligt, "nøjsomt forbrug" har de kaldt deres kampagne målrettet medarbejderne, fortæller Cecilie Schwartz Førby, Udbuds- & Kontraktchef :

- Som for eksempel at finde kuglepennen i tasken i stedet for at tage en ny eller bruge en porcelænskop i stedet for et papkrus, det er faktisk med til at rykke noget.

Og det er altså den strategi, som Jesper Larsens lager er en del. En strategi, som også er slået mere igennem over tid, oplever Jesper Larsen:

-Pilen peger helt klart opad. Der er mange, som bliver gengangere, når de oplever, hvad man kan få herude.

Det virker

Og strategien virker. For første gang nogensinde er det nemlig blevet opgjort, hvor meget CO2 det koster klimaet, når kommunerne køber ind. Og her ligger Odense på en førsteplads, med et klimaaftryk der svarer til 654 kilo CO2 per indbygger årligt.

Og da kommunernes indkøb står bag en vægtig del af Danmarks CO2 aftryk, så er det vigtigt, at de - ligesom Odense - melder sig ind i klimakampen. For de kan virkelig gøre en forskel, mener Ole Helby Petersen, der er professor ved RUC:

- I og med at det offentlige udgør så stor en del af det danske CO2 regnskab, så er de offentlige indkøb helt centrale, hvis vi skal nå vores klimamålsætninger, siger han.

Syn for sagen

Da Jesper Larsen begyndte i jobbet, var det ikke klimaet, der fyldte, men det har ændret sig:

- Man skal lige have have øjnene op for det. Vi har fx undersøgt, hvor meget CO2 man sparer, hvis man som jeg, reparerer et hæve-sænkebord og bruger det igen i stedet for at producere et nyt.

Indgangen til Jesper Larsens møbellager gør ikke meget væsen af sig, men der er mange ting at finde derinde.

Og da det tal lander på omkring 100 kilo CO2, kan Jesper Larsen nu gå tilbage i dét excellark, han bruger til at holde regnskab med møblerne og konstatere, at kommunen alene sidste år sparede klimaet for knap 9 ton CO2 - bare på hæve-sænkeborde.

Og det er ikke sidste gang, han har fundet reservedele på et ødelagt møbel, for senere at reparere et andet, indrømmer han:

- Jeg er nok så meget samler, at jeg ikke kan lade være med at sige ja tak til det meste. For kan det få muligheden for at få et nyt liv, så skal det det.