Odense Kommune efter fund af giftstoffet PFOS: Spis ikke fiskene fra Odense Å

Odense Kommune har fundet det sundhedsskadelige stof PFOS i Odense Å. Fiskere frarådes at tage fisk fra åen med hjem.

Næstformand i Odense Sportsfisker Klub, Gerhardt Andersen.

Odense Kommune tager ingen chancer, efter man gennem prøver har kunnet konstatere rester af det sundhedsskadelige stof PFOS i Odense Å.

Samtlige lystfiskerforeninger har derfor modtaget en mail, hvor kommunen fraråder, at man tager fisk med hjem fra Odense Å, mens man også skal afholde sig fra at spise dem.

Det bekymrer de fiskere, der i en årrække har gjort netop det.

- Man kan jo ikke lade være med at tænke på, om det har været i nogle af de fisk, man har taget med hjem. Det er ubehageligt at tænke på. Man tænker jo automatisk, hvor mange af dem har jeg mon spist?, siger formand for Odense Sportsfisker Klub Allan Birk Hansen.

Selv i små doser kan stoffet PFOS have en række negative effekter på helbredet. Dansk forskning har blandt andet vist, at det fluorholdige stof kan skade immunforsvaret og gøre specielt børn sårbare overfor infektioner.

- Vi har jo alle sammen hørt om PFOS-problemerne i Korsør, hvor dyrene har optaget stoffet, og så har man spist de dyr, der nu har gået og græsset på området. Så vi vidste godt, at der nok ville komme noget, siger Allan Birk Hansen om meldingen fra kommunen.

Næstformanden i Odense Sportsfisker Klub, Gerhardt Andersen, kalder det uhyggeligt, at man har fundet stoffet.

- Jeg er lidt rystet over, at den har været i så mange år, uden at man har gjort noget som helst. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne for, hvad der skal ske.

Se hvad Gerhardt Andersen ellers har at sige i videoen nedenfor.

Det giftige stof blev kendt landet over, efter en gruppe borgere i Korsør har spist kød fra køer, der har græsset på en forurenet grund.

Forureningen i Korsør er sket, da der er brugt brandslukningsskum i et nærliggende område.

Det samme er tilfældet ved Odense Å, hvor der ligger en brandstation ganske tæt op ad åen.

- Vi er alle sammen lidt bange for det. Vi ved jo godt, hvor brandstationen ligger, siger Allan Birk Hansen.

Kan være i vandet i flere år

Hos Odense Kommune understreger man, at der er tale om meget små mængder af PFOS, der er fundet i åen, men selvom stoffet heller ikke bruges længere, så er det ikke nødvendigvis et problem, der forsvinder af sig selv.

- Det kan være i en årrække i vandet, inden det forsvinder. Derfor kan der fra et sted med en høj koncentration som for eksempel brandøvelsespladsen være en fortsat udsivning til åen, siger kontorchef for Natur og Klima i Odense Kommune, Anders Dalgaard Christensen.

- Vi har delt alle vores data med regionen, som er den instans, der laver en kortlægning af situationen, så vi kan fastslå, om der fortsat sker en udsivning, siger han.

Odense har sendt prøverne videre til Fødevarestyrelsen, som nu skal lave deres egne undersøgelser. Derefter vil Odense Kommune tage stilling til, hvad der skal ske i forhold til Odense Å.

PFOS blev anvendt i brandslukningsskum fra 1995 til 2011, hvor det blev gjort ulovligt.

Danske Regioner har på opfordring fra miljøminister Lea Wemelin (S) undersøgt, om der kunne være lignende PFOS-forureninger i lighed med Korsør-sagen i andre dele af landet.

145 områder er siden blevet udpeget som steder, der skal undersøges for, om det gemmer på det sundhedsskadelige stof.

FacebookTwitter