Odense: Rådmandsposter fordelt

Rådmandsposterne er på plads i Odense. Nye ansigter på alle pladser.

(Foto: DR Fyn © Flakhaven- Odense)

Rådmandsposterne er på plads i Odense.

Venstres Jane Jegind var med sine 8 mandater førstevælger og kan dermed kalde sig ny by- og kulturrådmand.

Enhedslistens Per Berga Rasmussen bliver rådmand for ældre- og handicapområdet, mens Radikale Venstres Susanne Ursula Larsen, der er nyt navn i byrådet, bliver rådmand for børn- og ungeområdet.

Pas på hverdagen

 - Vi skal udvikle en god skole og nogle gode pasningsmuligheder Det er vigtigt, vi også tager os af det, der er hverdag for  almindelige mennesker. Det skal ikke kun handle om udvikling af byen, siger hun.

Den sidste forvaltning, social- og arbejdsmarkedsforvaltningen går til Konservatives Steen Møller, og det passer ifølge ham selv som fod i hose.

Skab vækst

 - Vi er gået til valg på at skabe vækst og arbejdspladser og et af de bedste steder at være med til det, er netop på denne rådmandspost, siger han.

På den måde er der flyttet rundt på navnene på alle fire rådmandsposter.

De to nye navne på rådmandsposterne, Per Berga Rasmussen og Susanne Ursula Larsen, skubber dermed de to nuværende rådmænd, SF's Brian Dybro og socialdemokraten Peter Rahbæk Juel ud.

Facebook
Twitter