Computerspil, eller e-sport, som det også kaldes, er ikke kun noget, der foregår derhjemme på teenageværelset. Det er big business.
Derfor skal Odenses næste store eventmål være at huse Skandinaviens største computerspil-event med op mod 30.000 tilskuere.
- Vi arbejder med at trække de største begivenheder i verden til Odense. Og når vi ser på, hvad der vokser helt vildt lige nu, så er det e-sport, siger event-chef i Odense Ronnie Hansen til DR Fyn.
Ifølge en ny analyse fra Deloitte er e-sport en af de hurtigst voksende sportsgrene rent økonomisk i verden lige nu.
Omsætningen forventes at runde 500 millioner dollar på verdensplan i 2016, hvor op imod 150 millioner mennesker vil deltage i begivenhederne enten live eller foran computeren.
Derfor kan et e-sport-event i Odense betyde, at fans af computerspil som League of Legends og Counter-Strike vil komme til byen eller følge med fra resten af verden.
Det kan få byen på verdenskortet, mener sportsøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte:
- Når det først kommer op at køre og bliver en tradition, vil det generere penge til Odense, ligesom Roskilde Festival genererer penge til Roskilde. Det er der ingen tvivl om.
Alene i år forventer Deloitte, at e-sport vil vokse med 25 procent.
Politikerne i Odense har endnu ikke formelt godkendt projektet.