Ombygning af skandaleramte miljøskibe udskudt igen igen: 'Jeg er simpelthen så arrig, rasende og gal'

Endnu en gang udskydes ombygningen af to miljøskibe, som har ligget ubrugte i Svendborg Havn siden 2015.

De to katamaranfærger, Sif og Frigg, har ligget oplagt i Svendborg Havn siden 2015. (Foto: © Tonny Schnoor - DR Fyn)

Klamphuggeri, amatøragtigt og helt grotesk.

Sådan lyder den skarpe kritik mod Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten i sagen om de to miljøskibe Sif og Frigg, der på femte år ligger ubrugte og uombyggede hen i Svendborg Havn.

Ombygningen af skibene, der skal hjælpe Miljøstyrelsen med at overvåge havene for forurening, har været igennem flere udbudsrunder, uden det har givet resultat.

- Jeg er simpelthen så arrig, rasende og gal over sådan en klamphugger af en kammeradvokat, siger det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

Kritikken kommer efter, at det nordjyske skibsværft Jobi Værft mandag for anden gang oplevede, at Miljøstyrelsen annullerede et udbud i 11. time, som de ellers havde vundet.

Katamaranfærgerne Sif og Frigg, som er købt i England, må ikke bruges i Danmark, før de er bygget om, så de kan leve op til de danske myndigheders krav om sikkerhed og arbejdsmiljø.

Hundredtusindvis af kroner

Efter flere års venten så det i december 2019 ellers ud til, at de to miljøskibe endelig kunne blive ombygget og gjort klar til at komme på havet.

Som eneste byder vandt Jobi Værft i januar udbuddet, der gav dem retten til at ombygge skibene. Men mandag meddelte Miljøstyrelsen, at udbuddet skal gå om, fordi statens advokat, Kammeradvokaten, har lavet en fejl.

Det betød, at Jobi Værft i Strandby mistede en ordre til en værdi af 30 millioner kroner.

- Landets dyreste og bedst uddannede advokat, som får tårnhøje salærer, og så laver han en fejl, og der er kun de små værfter og deres medarbejdere i Danmark til at betale prisen, siger Bjarne Laustsen (S).

Bjarne Laustsen mener, at det bør få konsekvenser for Kammeradvokaten, at udbuddet igen er aflyst.

- De har brugt hundredtusindvis af kroner, og det er jo ikke bare værftet selv. De har underleverandører, som de har lavet aftaler med. Og så bliver de brændt af alle sammen, mener Bjarne Laustsen.

Han mener samtidig, at Kammeradvokaten bør afholde de investeringer, der har været for værfterne i forbindelse med udbuddet, når udgifterne bliver gjort op.

Kravene i udbudsmaterialet er af flere værfter blevet kritiseret for at være både uklare og ublu. Blandt andet fordi der skulle stilles store bankgarantier for at kunne vinde opgaven.

Vicedirektør i Miljøstyrelsen oplyser, at der bliver lyttet til kritikken.

- Vi vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at sikre, at udbudsmaterialet kommer helt i orden - herunder vil vi have fokus på de garantier, der har været problemer med, siger Lars Møller Christensen.

Kammeradvokaten oplyser, at udgifter i forbindelse med et genudbud vil blive afholdt af Kammeradvokaten, og at advokaten derfor laver næste udbud uden beregning.

Juridiske muligheder undersøges

Hos brancheorganisationen Danske Maritime er de også ved at undersøge de juridiske muligheder for værfterne - både dem, der har budt, og dem, der valgte ikke at byde på grund af misinformationen i udbuddet.

- Når vi har fået kortlagt mulighederne, vil vi i samarbejde med vores medlemmer finde ud af, hvad det næste bliver, fortæller administrerende direktør Jenny Braat og fortsætter:

- Jeg kan nemt se for mig, at der vil blive stillet nogle erstatningskrav, og der vil blive stillet nogle krav omkring dækning af omkostninger i forbindelse med denne her sag.

Også Miljøstyrelsen vil se på, om der kommer øvrige udgifter, som de vil stille Kammeradvokaten ansvarlig for.

For eksempel kan det koste endnu flere penge at have skibene liggende i Svendborg Havn, mens udbuddet går om, fortæller vicedirektør i Miljøstyrelsen Lars Møller Christensen.

Miljøskibene har ligget i Svendborg Havn siden 2015 og er endnu ikke brugt i Danmark. (Foto: © Tonny Schnoor - DR Fyn)

- Vi er ved at opgøre, om der kommer en eller anden ekstraudgift, og hvis det er tilfældet, så vil vi gøre et krav gældende over for Kammeradvokaten.

Indtil nu har det kostet 270.000 kroner i skibsafgifter og elektricitet at have miljøskibene liggende i Svendborg Havn siden 2015.

Og nu må det snart have en ende, mener den fynskvalgte folketingspolitiker Erling Bonnesen (V), som vil presse på over for ministeren for, at der sker en udvikling i sagen.

- Vi kan jo ikke blive ved med at have de to skibe liggende uvirksomme hen i havnen. Det ender jo med, at de ruster op, siger han.

Værftsdirektører er rystede

Direktør i Jobi Værft er skuffet over beskeden om, at udbuddet igen skal gå om. Særligt fordi Kammeradvokatens grund var, at der var sket en juridisk fejl.

- Det virker jo fuldstændig grotesk, fordi det er noget, man kunne have løst, hvis man havde ønsket det. Man har haft rigeligt med tid til at kigge på de her ting, siger direktør Jesper Faurholt Jensen.

Jobi Værft havde glædet sig til opgaven med at ombygge miljøskibene og havde brugt lang tid på forberedelserne.

- Jeg føler et eller andet sted, at man rykker gulvtæppet væk under os. Jeg er skuffet og ophidset over den her måde, vi bliver behandlet på.

Også Faaborg Værft er overrasket over sagens forløb.

Faaborg Værft er et af de værfter, der oprindeligt havde budt ind på opgaven i 2012, men de trak sig, da der var for store risici ved de ting, de skulle stå til ansvar for, fortæller direktør Jan Mortensen.

- Det pågældende ombygningsværft skulle tage ansvar for selve nybygningen, som var foretaget i England tilbage i 2011, og det er helt utænkeligt for et ombygningsværft at sige 'ja tak' til sådan en ordre.

Jan Mortensen er rystet over, at udbuddet nu igen skal gå om.

- Det er da helt katastrofalt, at man skal være vidne til det - både som skatteborger og som værft. Det er meget amatøragtigt, siger han.

DR har forsøgt at få en kommentar fra Kammeradvokaten, men det er ikke lykkedes.

Miljøstyrelsen oplyser, at genudbuddet iværksættes snarest muligt af hensyn til idriftsættelse af Miljøstyrelsens miljøovervågning.

Hør direktør i Jobi Værft Jesper Faurholt Jensen fortælle om sin oplevelse af sagen. (Sendt i P4 Nordjylland d. 10. februar 2020).