Operation af menisken har meget lille effekt

Ny forskning fra SDU viser, at det ikke hjælper at operere menisken, hvis du døjer med knæet. Vægttab og motion er lige så effektivt - og uden samme risiko.

Det kan være lige så godt at behandle en knæskade med motion som med en operation. Det konkluderer ny forskning fra SDU. (Arkivfoto) (Foto: DR (Arkivfoto) © DR Danmark)

Det er spild af tid at operere menisken. Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at en meniskoperation har en meget begrænset effekt.

- Vores studie viser, at der kun er en meget kortvarig smertelindrende effekt, og at der ingen forbedring er på funktionsevnen, siger lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Jonas Bloch Thorlund, til DR Fyn.

Han er hovedforfatter til rapporten, der også konkluderer, at særligt midaldrende og ældre har lille fordel af operationen. De skader, som de ofte lider af, er kommet på grund af vrid og langsomt voksende smerter, forklarer han.

Om forskningen

Gruppen af forskere har gennemgået al kendt forskning på området

I alt 18 studier, som omhandler 1270 patienter, er gransket

De 1270 patienter har enten fået en meniskoperation, en placebo-operation eller træning

Resultaterne af behandlingen har forskergruppen så sammenlignet

Bør vælge risikofri behandling

Operationen af menisken er populær, og i 2013 blev 17.000 opereret i knæet. Det er en fordobling siden årtusindskiftet. Cirka 75 procent af de opererede er over 35 år gamle, og deres operationer er sandsynligvis overflødige.

Ifølge Jonas Bloch Thorlund vil det være langt bedre at droppe operationerne for midaldrende og ældre, som døjer med knæet. Operationerne er forbundne med en risiko, påpeger han.

- Hvis ikke man kan sige, at det er selve operationen, der gør, at man får det bedre, så bør man prøve noget andet, hvor man ikke har denne risiko for komplikationer, siger han.

I stedet skal de behandles med motion og vægttab, som ifølge forskningen giver det samme resultat som en operation.

Der vil være mange ting, vi har gjort tilbage i tiden, hvor vi anser, at vi skal gøre noget andet i dag

Joans Bloch Thorlund, lektor, SDU

Nye retningslinjer til årsskiftet

Jonas Bloch Thorlund slår dog fast, at de mange operationer, som er foretaget tidligere, ikke skyldes dumhed. Men blot at man hele tiden bliver klogere.

- Ligesom indenfor alt anden medicinsk forskning, så udvikler det sig hele tiden. Det, man vidste i går, det ved man meget mere om i dag. Der vil være mange ting, vi har gjort tilbage i tiden, hvor vi anser, at vi skal gøre noget andet i dag, forklarer han.

Ifølge Politiken vil Sundhedsstyrelsen nu kigge på forskningen, og man forventer at komme med en national klinisk retningslinje for behandling af knæskader omkring årsskiftet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.