Opråb fra cykelhandlere: Regler for elcykler er ikke gode nok

De gældende regler for elcykler er alt for ukonkrete, mener brancheforeningen.

Bjørn Schmidt, der er ejer af Fri BikeShop i Svendborg, håber ligesom brancheforeningen på, at der snart kommer lovgivning for elcykler på samme måde, som der er for biler. (Foto: Anne Katrine Stengaard)

Kravene til elcykler og cargocykler er ikke gode nok.

Sådan lyder et opråb fra brancheforeningen Danske Cykelhandlere, som opfordrer politikerne til at fastsætte mindstekrav til cyklernes bremseegenskaber.

- Som reglerne er i dag, står der bare, at en bremse skal kunne nedbremse cyklen forsvarligt også i vådt føre. Det, mener vi, er alt for ukonkret i forhold til, at mange af de her cykler er meget tunge, og den vægt i bevægelse kræver en rigtig god bremse, siger Thomas Johnsen, der er direktør for brancheforeningen Danske Cykelhandlere.

I sidste uge kom det frem, at antallet af dræbte og tilskadekomne elcyklister er eksploderet. Det viser den seneste rapport fra Vejdirektoratet om trafikulykker i 2018.

Antallet af tilskadekomne elcyklister er steget fra seks i 2012 til 84 i 2018.

Flest cykelulykker i ti år

Hvis man generelt ser på dræbte og tilskadekomne cyklister, var antallet i 2018 det højeste i ti år, viser tallene fra Vejdirektoratet.

To ud af tre cyklistulykker sker i kryds.

Og netop i kryds kan den mangelfulde bremseevne på elladcykler få store konsekvenser, forudser direktør for brancheforeningen Danske Cykelhandlere Thomas Johnsen.

- Det mest skræmmende i det her er, at det jo er børnene, der sidder forrest, når man kører ud i et lyskryds, og derfor er det et ekstremt relevant emne, siger han.

Minimumskrav til elcykler

Bjørn Schmidt, der er ejer af cykelforretningen Fri BikeShop i Svendborg, er enig med brancheforeningen i, at der mangler lovgivning på området.

- Nogle af problemerne er, at der ikke er en lovgivning, der sætter nogle minimumskrav til, hvad bremserne skal kunne, siger Bjørn Schmidt.

På de billige elcykler kan der sidde bremsesystemer, som egentlig kun er beregnet til små børnecykler og ikke store elladcykler, forklarer Bjørn Schmidt

- Nu er det lidt det vilde vesten, så man skal virkelig stole på dem, man køber af. Du køber jo heller ikke en bil, uden at den er synet og godkendt, siger han.

Fagbranchen har også et ansvar

Men én ting er, hvordan bremserne på en cykel skal fungere, noget andet er, hvordan man opfører sig i trafikken, og om man som cyklist er egnet til at køre på en elcykel.

- Som fagbranche vil vi også gerne påtage os det ansvar, at vi vejleder kunderne ordentligt i forhold til, hvordan en elcykel fungerer. Det kan jo være, at en kunde slet ikke er egnet til at køre på elcykel, og så er det vores ansvar at anbefale en konventionel cykel i stedet for, siger Thomas Johnsen.

I denne uge og to uger frem forsøger Rådet for Sikker Trafik og 66 kommuner med kampagnen "Brug 2 sek. mere" at få flere cyklister og bilister til at være særligt opmærksomme i kryds, hvor de fleste alvorlige ulykker med cyklister sker.

Facebook
Twitter