Otteårige Bjørn har været indlagt på isolationsstue i ti måneder: Robot hjælper med at passe skolen og se vennerne

Fynske Blue Ocean Robotics har opkøbt rettigheder til robot, som skaber nye muligheder for blandt andet patienter på isolationsstuer.

Bjørn kan se og høre, hvad robotten kan - og andre kan se Bjørn igennem robottens skærm. (Foto: Jonatan Grau Møller)

De fleste kender ønsket om indimellem at kunne være flere steder på samme tid.

Når man er indlagt på en isolationsstue, kan det behov være ekstra stort.

Det kender otteårige Bjørn Roust Stenger Pedersen alt for godt. Han har været indlagt i isolation i ti måneder på børneafdelingen på Odense Universitetshospital (OUH), mens han er blevet behandlet for leukæmi.

Det betyder, at han ikke har måttet forlade sin stue, ligesom at vennerne ikke har kunnet komme på besøg.

Bjørn sidder med sin computer og styrer Beam-robotten med piletasterne. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Men robotten Beam har faktisk gjort det muligt for Bjørn både at gå i skole og se venner, mens han fysisk er blevet inden for isolationsstuens fire vægge.

Beam er en telepressence robot, hvilket betyder, at man kan se og høre, hvad der sker, der hvor robotten er.

Rettighederne til robotten er netop blevet købt af Odense-firmaet Blue Ocean Robotics for et "pænt tocifret millionbeløb" af Suitable Technologies i Silicon Valley ved San Fransisco i USA.

Se, hvordan Beam-robotten fungerer, når Bjørn bruger den.

Robotten styres med piletasterne fra en computer, hvor man via et trådløst netværk kan koble sig på robotten - uanset hvor i verden, man er. På den måde kan man bevæge sig uden for det rum, man er isoleret i, i hvert fald med øjnene og ørerne.

Bjørn går normalt på Vadehavsskolen i Hviding, hvor han lige er startet i 3. klasse. Robotten står nu på hans skole, og han er derfor glad for at kunne se sine venner og deltage i undervisningen.

Også vennerne er tilfredse med, at de ser ham i klasseværelset - for de kan se Bjørns ansigt på robottens skærm.

- De jubler over, at jeg kan komme i skole, siger Bjørn og uddyber:

- Det har ændret hele livet for mig her på sygehuset.

En lettere hverdag

For udover kontakten til skolen og vennerne er robotten også med til at gøre hverdagen på hospitalet lidt mere overkommelig.

For eksempel kan Bjørn køre ud i køkkenet og vælge sin aftensmad eller køre ind på nogle af de andre stuer for at snakke med andre indlagte børn.

- Jeg kan se, at det gør ham glad. Tiden kan godt føles meget lang ellers, fortæller Anita Thinggard Jepsen, der er skolelærer på OUH's børneafdeling.

Bjørns mor, Line Roust Stenger Pedersen, har også tydeligt kunnet mærke effekten på Bjørn.

- Det er ligesom om, han flygter lidt ind i sit klasseværelse, når han tager headsettet på og ”beamer” ind, så eksisterer lægerne og sygeplejerskerne ikke så meget rundt om.

Fra sin seng på OUH kan Bjørn via computeren køre rundt på gangene på hospitalet og være med i klassen i sin almindelige folkeskole i tredje klasse på Vadehavsskolen i Hviding. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Robotten kan give Bjørn nogle input udefra, som er med til at give ham energi, fortæller Anita Thinggard Jepsen, skolelærer på OUH's børneafdeling.

- Det er socialt samvær på hans niveau, som han får igennem sine kammerater, så det kan noget helt andet, end det vi kan give ham. Han får ligesom tilført noget energi og glæde, fortæller hun.

Ser også, hvad de går glip af

Anita Thinggard Jepsen kan tydeligt se fordele ved robotterne for de børn, der på grund af sygdom skal blive i deres senge eller på stuen.

Men bagsiden er, at robotterne også kan vise børnene alt det, de går glip af uden for deres isolationsstue.

- Nogle gange skal vi være med til at regulere, hvor meget man skal være på robotten. Det der med at blive konfronteret med, at verden kører videre udenfor, og man bare er her, er også rigtig hårdt, siger Anita Thinggard Jepsen.

Odense Universitetshospital har indkøbt seks robotter og har efter flere års erfaring særligt oplevet succes med dem hos de små børn og børnene på mellemtrinnet.

- Det er noget, der gør dem godt både fagligt og socialt, siger Anita Thinggard Jepsen.

Stort potentiale

I øjeblikket findes der 7.500 Beam-robotter i verden. Men Odense-virksomheden ser et potentiale i, at der årligt kan afsættes 100.000 styks.

Claus Risager er meget begejstret for, at det nu er Blue Ocean Robotics, der ejer alle rettigheder til Beam-robotten. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Baggrunden skal findes i års slid med at være førende på området. Og nu kaster det op mod 30 nye danske robot-arbejdspladser af sig, siger direktør Claus Risager til DR Fyn.

- Den eneste grund til, at vi er i stand til at lande den her aftale er, at vi har arbejdet sammen med amerikanerne i fem år. Ellers var vi ikke kommet i mål med aftalen.

Ifølge Claus Risager regner Blue Ocean Robotics med at have tjent investeringen hjem inden 2020.