Over 15.000 blev taget i fartkontrol: Politimand ryster på hovedet

En massiv politikontrol i uge 19 konstaterede mere end 15.000 fartsyndere. Det er 3000 flere end fire uger tidligere.

Der var travlhed hos politiet, da de i sidste uge lavede en landsdækkende fartkontrol. Mere end 15.000 blev taget i at køre for stærkt. (Foto: Sofie Ørts)

- Jeg må desværre konstatere, at vi har taget rigtig, rigtig mange bilister for at køre for stærkt.

Sådan siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, om konklusionen på politiets massive fartkontrol i sidste uge.

Over hele landet er mere end 15.000 blevet taget i at køre for stærkt. Det er en væsentlig stigning i forhold til den sidste kontrol for blot fire uger siden.

- I uge 16 kørte vi en lignende kontrol. Og denne gang har vi taget 3000 flere. Så det er desværre den forkerte vej, det går, siger Christian Berthelsen.

Tænker sig ikke om

Ifølge politiassistenten tænker bilisterne ikke over, hvilke konsekvenser det kan have at overskride fartgrænserne.

- Når du kører for stærkt, så føles det ikke farligt. For du sidder der, og føler, at du har styr på det. Og man tænker, at det ikke betyder noget, for det gør alle andre også, siger Christian Berthelsen og fortsætter:

- Men når det går galt, så betyder de her få kilometer i timen bare rigtig meget. Når du skal til at bremse, så flytter du dig bare meget længere, og så reagerer køretøjet anderledes. For så kører du for stærkt i forhold til, hvad du rent faktisk kan magte.

Skal se indad

I samarbejde med Rådet for Sikker Trafik kører politiet en række kampagner. Igennem dem er det lykkedes at rykke ved manges forhold til hastighed.

- Vi har i 2017 kørt massivt med kontroller på udvalgte strækninger, og der kan vi se, at vi har fået nedbragt hastigheden. Det er godt nok med få kilometer i timen, men det er dem, der betyder noget. Samtidig kan vi se, at antallet af ulykker med dødelig udgang er faldet, siger Christian Berthelsen.

Derfor irriterer det ham også, når tallene går i den forkerte retning.

- Personligt må jeg sige, at når jeg ser tallene, så ryster jeg på hovedet. For jeg ved, hvad det betyder. Så jeg bliver ærgerlig, når jeg ser det her, og jeg håber bare, at det ikke bliver til en negativ kurve, siger han og uddyber:

- Der er stadig alt for mange, der ikke tænker over det og bare kører for stærkt. De skal grave dybt, se indad og se på, hvordan det egentlig kan påvirke en selv.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.