Politiet advarer: Børnelokker på spil på Fyn

Fyns politi mistænker en 50-55-årig mand for at have antastet to piger og en dreng tre forskellige steder på Fyn

Fyns Politi leder i øjeblikket efter en mand på omkring 50-55 år med gråligt hår, der er mistænkt for at have antastet tre børn tre forskellige steder på Fyn. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Siden onsdag har Fyns Politi modtaget tre henvendelser om, at børn er blevet antastet af en mand. Episoderne har fundet sted tre forskellige steder på Fyn.

- Vi har fået anmeldelser om, at der er en mandsperson, på omkring 50-55 år og muligvis med gråt hår, der retter henvendelser til børn i alderen 8-10 år. Han spørger, om de vil have noget slik og i et tilfælde også, om de vil med ham ud at bowle, fortæller Carsten Dichmann, der er politikommissær ved Fyns Politi.

Første henvendelse kom onsdag omkring klokken 12, hvor en pige blev antastet i et frikvarter på en skole i Bogense.

Anden gang var i Holluf Pile ved Odense. Her skulle manden omkring klokken 8 mens de begge kommer cyklende, have opsøgt en pige fra 4. klasse. Han spørger pigen, om hun vil have noget slik. Men i stedet for at tage imod tilbuddet, kører hun væk og søger hjælp ved et hus tæt ved. Manden følger ikke efter, og damen i huset ringer til politiet og følger pigen tilbage til skolen.

Senere samme dag omkring kl. 16.20 blev en dreng antastet i Brobyværk.

- Når man tilbyder slik og med så kort varsel har været rundt på tre forskellige skoler, så kan vi ikke udelukke, at det kan være samme gerningsmand. Derfor går vi ud og advarer mod denne mand, siger Carsten Dichmann.

Forældre skal tale med deres børn

På Holluf Pile Skole bekræfter man, at der onsdag har været en episode.

- Vi har orienteret forældrene via Intra, hvor vi har beskrevet forløbet. Det er vigtigt, at man tager det alvorligt, men også at man ikke går i panik. Vi har opfordret forældrene til at tage en snak med deres børn om, at man aldrig skal tage imod noget fra fremmede, og at man ikke skal gå med fremmede, siger Cecilie Winther, der er souschef på Holluf Pile Skole.

På baggrund af anmeldelserne har Fyns Politi kontaktet alle skoleledelserne, så de har mulighed for at informere forældrene.

- Jeg kan opfordre forældre til at tage en fornuftig dialog med deres børn om, hvordan man skal gebærde sig, hvis en man møder en fremmed mand, som prøver at få barnet væk fra skolen, siger Carsten Dichmann og fortsætter:

- Så skal man søge hen til andre elever eller voksne – helst skolelæreren – og så skal man ikke lade sig lokke af slik eller andre sager.

Hvis man har set eller hørt noget mistænkeligt opfordrer Carsten Dichmann til, at man kontakter Fyns Politi på 114.

Facebook
Twitter