Politikere kræver svar fra minister: Var der politisk indblanding i beslutningen om forflytning af Vollsmose-betjent?

Medlemmer af Folketingets retsudvalg vil have svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) på spørgsmål om flytning af politibetjent.

Elvir Abaz mener, at han som offentligt ansat har ret til at debattere på de sociale medier. (Foto: Henrik Mikaelsen)

Var det et politisk pres, der fik den fynske politiassistent Elvir Abaz flyttet væk fra hans post som betjent i Vollsmose?

Og hvor går grænsen for offentligt ansattes ytringsfrihed?

Det er nogle af de spørgsmål, justitsminister Nick Hækkerup (S) nu skal svare på i kølvandet på sagen om Vollsmose-betjenten Elvir Abaz, der i december blev flyttet fra sin post i Fyns Politis forebyggelsesafdeling i Vollsmose til vagtcentralen i Odense i foreløbigt et år.

Flytningen kommer blandt andet som en konsekvens af Elvir Abaz’ aktiviteter på sociale medier, men også efter pres fra flere folketingspolitikere ved et samråd i Folketinget 26. november 2020. Et samråd, som DR tidligere har fortalt om.

Her er et eksempel på, hvad Elvir Abaz har skrevet om Pernille Vermund i forbindelse med, at hendes parti ikke fik lov til at bruge Muhammed-tegningerne i annoncer.

På samrådet rettede flere borgerlige retsordførere hård kritik af den fynske betjent, som de blandt andet beskylder for at være blevet ramt af "Stockholm-syndrom". De borgerlige politikere ville gerne have justitsministeren til at forholde sig til, om det er nødvendigt med "hyppigere udskiftning" af betjente, der arbejder i udsatte boligområder som for eksempel Vollsmose.

Og blot fem dage senere - 1. december 2020 - informerede ledelsen i Fyns Politi så Elvir Abaz om, at han ville blive flyttet til anden tjeneste.

Tidsinterval bekymrer

Det korte tidsinterval bekymrer flere retsordførere, som nu kræver sagen belyst. Blandt andre løsgænger Sikandar Siddique, som repræsenterer partiet Frie Grønne.

- Som politiker vil jeg bare gerne være tryg ved, at politiet ikke lader sig påvirke og ikke lader sig presse, men ved denne her sag, må jeg bare sige, at jeg er blevet i tvivl, siger Sikandar Siddique.

Han mener, at forløbet efterlader tvivl om, hvorvidt princippet om armslængde mellem den lovgivende og udøvende magt er blevet overholdet.

- Der er en påfaldende tidssammenhæng - altså fem dage mellem samråd og forflyttelse - at det er stærkt bekymrende for mig at se, og det ser ud, som om der har været et politisk pres. Og hvis det er tilfældet, så må vi selvfølgelig tage klart og umisforståeligt afstand, siger han.

Sikandar Siddique er politisk leder og medstifter af Frie Grønne. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Også næstformand i Retsudvalget, Kristian Hegaard (R), stiller sig spørgende over for sammenfaldet.

- Det virker lige lovligt sammenfaldende. Det kan sagtens være, at det ikke er tilfældet. Og det er derfor, det vil være fint at få en redegørelse for, hvad der er op og ned, så vi er sikre på, at der selvfølgelig værnes om offentligt ansattes ytringsfrihed, siger han.

DR Nyheder er i besiddelse af referatet af den tjenestelige samtale, hvor Elvir Abaz får besked om sin flytning. Her står der:

"Fyns Politi er en politisk styret organisation, og det er senest i forbindelse med et møde i retsudvalget den 26. november 2020 konstateret, at der bliver stillet spørgsmål til justitsministeren vedrørende Elvirs virke, og derigennem bliver der indirekte stillet spørgsmål ved Fyns Politis virke og evne til at optræde objektivt og neutralt”.

Næstformand i Retsudvalget, Kristian Hegaard, fra Radikale Venstre. (Foto: søRen Bidstrup © S)

Politidirektør afviser pres

Hos Fyns Politi afviser politidirektør Arne Gram at kommentere på den konkrete sag, men han fastslår, at kritik, kommentarer og debat ikke har indflydelse på hans beslutninger, hverken fra politikere eller andre.

- Jeg opfatter ikke det, at der bliver stillet spørgsmål eller rejst kritik, som et pres fra politikerne. Og der skal bare ikke være tvivl om, at ledelse og konkrete afgørelser i Fyns Politi udføres og træffes af Fyns Politi, siger politidirektøren.

Elvir Abaz skal det næste år sidde på vagtcentralen i Odense. Hvad der skal ske derefter, ved han ikke. Men han vil fortsat kæmpe for, at offentligt ansatte også har en stemme.

- Det er i hele samfundets interesse, at offentligt ansatte tør deltage i den offentlige debat og bidrage med deres faglighed og viden på de områder, de har i kraft af deres job, siger Elvir Abaz.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) ønsker ikke at give interview, så længe sagen bliver behandlet i Folketinget.

Facebook
Twitter