Politikere om kuldsejlede kystprojekter: Det er ærgerligt

Ti storstilede kystprojekter skulle skabe jobs og lokke flere turister til. Tre år efter er de endnu ikke blevet til virkelighed.

Der var bred politisk opbakning, da regeringen i 2015 gav ti projekter tilladelse til at bygge inden for strandbeskyttelseslinjen.

Men tre år efter er der stadig ikke blevet foretaget nogen spadestik.

To af projekterne er sendt til ophugning, mens de resterende otte kæmper med at få vind i sejlene.

Erhvervsordfører fra Venstre Torsten Schack Pedersen er træt af, at ingen af projekterne endnu er blevet realiseret.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, at der mangler at blive taget første spadestik på en lang række af projekterne. For jeg mener sådan set, at det var en rigtig fornuftig aftale, vi fik landet, så vi sikrede, at vi i respekt for natur og kystbeskyttelse alligevel kunne tillade os at bygge lidt mere, end man hidtil har kunnet, siger han.

Når han er så stor tilhænger af projekterne, skyldes det, at han mener, at der er behov for flere attraktioner og besøgsværdige bygninger tæt på de danske kyster.

- Turisme er et utroligt vigtigt erhverv i Danmark, som skaber masser af arbejdspladser. Det her var et forsøg på at løfte kvaliteten for de oplevelser, vi kan give vores turister, forklarer Torsten Schack Pedersen.

Her skulle man være i gang med at bygge Øhavscenter Christiansminde. Men projektet er et af de to projekter, der allerede er blevet skrinlagt. (Foto: Charlotte Flyvbjerg DR Fyn)

"Aldrig været vores kop te"

Det er dog ikke i alle lejre, at man hænger med hovedet. Hos Enhedslisten har miljøordfører Øjvind Vilsholm armene oppe over hovedet, fordi projekterne ikke er blevet til noget.

Partiet har nemlig fra begyndelsen været stor og stærk modstander af de kystnære projekter.

- Det har aldrig været vores kop te, at der skulle gives dispensation til at bygge tæt på kysten. Kystnære områder er for os natur, som vi skal bevare. Det, der er interessant ved kysten i Danmark, er netop, at man har naturen tæt ved kysten, og at man kan gå en tur, hvor det ikke er hotellet, der ligger helt ude ved strandkanten, fortæller han.

Selvom projekterne ikke er blevet til virkelighed, mener Øjvind Vilsholm ikke, at Enhedslisten var for hurtigt ude, da man protesterede mod projekterne.

- Det har vist sig, at vi har ret i, at der ikke er så mange, der har behov for det, som tilhængerne ellers sagde dengang. Vi ser det som et udtryk for, at vi havde ret i at kritisere forslaget, siger han og fortsætter:

- I øvrigt er de naturmæssige argumenter stadig gyldige, uanset om det bliver til noget eller ej. Det er ikke byggeri helt ud til kysten, vi har brug for i Danmark. Den natur, vi har tilbage, skal vi altså passe på.

Lyset brænder stadig

Hos Dansk Folkeparti afskriver erhvervsordfører Hans Kristian Skibby ikke muligheden for, at et eller flere af de ti kystprojekter bliver realiseret.

- Projekter kan godt tage tid. Enten på grund af finansiering, politik eller andet. Så jeg synes ikke, at man kan sige, at lyset er brændt ud for projekterne. De har stadig en god chance for at blive til virkelighed, siger han.

Han mener dog ikke, at dispensationen for at bygge tættere end 300 meter på kysten skal vare for evigt.

- Vi er nødt til at kigge på, at man skal have en naturlig frist på, hvornår man kan forvente, at der skal ske noget. Hvis der ikke er sket noget inden da, så må man vælge at sige, at det ikke blev til noget i denne omgang, forklarer Hans Kristian Skibby.

Samme holdning har Torsten Schack Pedersen og Venstre.

Han håber, at nogle af de projekter, der allerede ligger på tegnebrættet, bliver realiseret. De indeholder nemlig et stort potentiale, mener han.

- Kystturisme er et af de satsningsområder, som er utroligt vigtige. Der er lavet en ny, stor strategi for hele vestkysten. Der er ingen tvivl om, at en række af de projekter her ville kunne være med til at understøtte den udvikling. Så jeg håber, at vi snart ser en række første spadestik rundt omkring, siger Torsten Schack Pedersen.

Facebook
Twitter