Poul Madsen: Ekstra Bladet fik Søren og Eddy hjem tidligere

Ekstra Bladets chefredaktør mener, det er urimeligt, at avisen bliver hevet i retten af de to tidligere gidsler.

Det er urimeligt, når de tidligere gidsler Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez retter skytset mod Ekstra Bladet, for avisen var faktisk med til at få dem hjem fra fangenskabet i Somalia.

Det mener Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der er blevet hevet i retten af de to tidligere søfolk.

- Jeg kan godt forstå, de er vrede og kede af det, men det kan ikke nytte noget at sige, det er Ekstra Bladet, der er de skyldige i den her sag. Vi var dem, der, i den sidste fase, var dem, der fik den gordiske knude løst op, så de rent faktisk kom hjem igen, siger Poul Madsen.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez blev holdt fanget af somaliske pirater i 838 dage. Ekstra Bladet kørte imens en aktiv aviskampagne for at få dem frigivet. Nu kræver de tidligere gidsler, at avisen giver en erstatning på 500.000 hver for at have overtrådt de presseetiske regler og for at have trukket sagen i langdrag.

- Jeg er sikker på, at det kostede os et halvt år mere. Da Ekstra Bladet gik i gang med deres kampagne, blev piraterne glade, siger Eddy Lopez.

Men chefredaktøren mener derimod, at avisen gjorde 'det nødvendige':

- Man skal huske på, at de havde siddet i 536 dage, hvilket er urimeligt længe. Normalt sidder gidsler kun fanget i fire-fem måneder, siger han.

Poul Madsen mener i stedet, at man burde rette vreden mod rederiet Shipcraft, som Søren og Eddy arbejdede for, og at de tidligere gidslers fagforening, Søfartens Ledere, kun går efter Ekstra Bladet, fordi det er her, de lettest kan vinde en sag:

- Rederiet Shipcraft tømte systematisk deres firma, så der ikke var noget til en erstatning. Søfartens Ledere har ikke været i stand til at hive nogen penge ud af dem, eller dem der er rigtig skyldige, piraterne, og så går man efter os, og det synes jeg er skudt helt ved siden af, siger han.

Se interviewet med Poul Madsen i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter