Professor efter BNP-debat: Vi må ikke grine ad vores politikere

Politikere skal ikke nødvendigvis vide alt om fakta, tal og begreber, mener en professor i statskundskab.

Pernille Bendixen er nyvalgt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Hun sidder også i byrådet i Odense. (Foto: Steen Brogaard © Steen Brogaard)

Hvor meget skal en folketingspolitiker vide?

Det spørgsmål er blevet heftigt debatteret de seneste døgn, efter Radio24syv mandag lagde et interview på Facebook med Dansk Folkepartis nyvalgte folketingsmedlem fra Odense Pernille Bendixen.

Den fynske folkevalgte havde i interviewet problemer med at redegøre for, hvad BNP, bruttonationalproduktet, egentlig er. Det har fået debatten til at bryde ud blandt andet på de sociale medier, og flere steder er Pernille Bendixen blevet gjort til grin for sin manglende viden.

https://www.facebook.com/Radio24syv/videos/1146870865341655/

Det er ikke i orden at grine

Den praksis skal vi passe på med, mener professor i statskundskab på Syddansk Universitet Ulrik Kjær.

- Jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at vi griner ad vores politikere, hvis der er nogle fakta, de ikke kan. Hvis de kommer med tåbelige politiske idéer, så må vi grine, men det her med at kontrollere dem alt for meget på fakta, tal og begreber, det skal vi passe på med, siger professoren til DR Fyn.

Ulrik Kjær udgav i sidste uge bogen ’De sidste sande amatører’, hvor han argumenterer for, at kommunalpolitikerne ikke skal have uddannelse eksempelvis økonomi. Det er embedsapparatet, som skal have styr på det, mener professoren:

- Vi skal hele tiden tænke på, at det er nogle embedsmænd, der har styr på fakta, tal og begreber, mens politikerne er sat i verden for at have holdninger, og det er dem, vi må grine eller klappe ad, siger han.

Stadig i tvivl

BNP er et mål for alle de indkomster, der skabes i et land. Om det er noget, alle folketingspolitikere skal vide, er Pernille Bendixen, som også sidder i byrådet i Odense, ikke sikker på.

- Et eller andet sted er det jo en grundlæggende viden, at man ved, hvad det er. Men jeg vil også sige, at det også kommer an på, hvad det er, man du beskæftiger dig med i Folketinget. Og de områder jeg beskæftiger mig med, har ikke meget med bruttonationalproduktet at gøre, siger Pernille Bendixen til DR Fyn.

De seneste år har det været debatteret, om der er for få såkaldt almindelige mennesker i Folketinget. Ifølge professoren fra Syddansk Universitet kan sager som denne gøre den vision vanskeligere.

- Vi skal passe på, at vi ikke forfølger de politikere, der ikke er så gode til at give embedsmandssvar. Så kan vi ende med at få politikere, som er lige hårdføre nok i forhold til det, vi egentlig er ude efter, siger Ulrik Kjær.

Mere forsigtig

Ifølge hovedpersonen selv får sagen den konsekvens, at hun vil være mere forsigtig med at udtale sig.

- Jeg vil helt klart være mere forsigtig i fremtiden, og jeg vil også overveje, om jeg overhovedet ønsker at udtale mig om det, jeg bliver spurgt om, siger Pernille Bendixen.

Flere politikere blandt andre SF'eren Stina Willumsen har bakket Bendixen op i, at man ikke kan vide alt.

Facebook
Twitter