Reeksamen skal ændres på medicinstudiet

Det er slut med at komme hurtigt til reeksamen for de medicinstuderende på Syddansk Universitet, når det gælder embedseksamen.

Ifølge Niels Illum vil fire måneders forberedelse til sommerens eksamen give mulighed for at blive så godt forberedt, at de studerende får større tro på sig selv (© Colourbox)

Det er slut med at komme hurtigt til reeksamen for de medicinstuderende på Syddansk Universitet, når det gælder embedseksamen. Fremover må de studerende vente flere måneder på en ny mulighed for at få det endelige eksamensdiplom i hus. Det giver i sidste ende bedre læger, mener universitetet.

Tre-fire ugers forberedelse er ikke nok

Indtil nu har medicinstuderende kunnet få en ny eksamen i februar, hvis de dumper i januar. Men tre-fire uger er langt fra nok til at rette op på de problemer, der var årsagen til at de dumpede i første omgang. Det fortæller lederen af medicinstudiet på Syddansk Universitet, Niels Illum.

- Selvom de får tilbuddet om en ny eksamen inden for tre uger til en måned, så har det vist sig, at de har mange huller i sin viden. Det har bekymret os igennem flere år

De må ikke tvivle på deres kompetencer

Ifølge Niels Illum vil en længere forberedelse til sommerens eksamen give mulighed for at blive så godt forberedt, at de studerende ikke blot slæber sig igennem med laveste karakterer.

- Jeg ved, at hvis vi giver de studerende fire måneders forberedelsestid, så vil de, der ikke er så dygtige, komme op i det førende cykelfelt, og de vil klare det ganske udemærket til sommereksamen. Dermed får de en god baggrund for at de også selv kan føle sig dygtige som læger og ikke være i tvivl om deres kompetencer, når de kommer ud som læger, forklarer Niels Illum.

De lægestuderendes organisation beklager beslutningen. I bladet Dagens Medicin foreslår formanden for de studerende i Odense, Mads Liisberg, at man i stedet for at fjerne prøven, skal forbedre den.

Facebook
Twitter