Robot-guld: Amerikansk gigant køber fynsk robotvirksomhed for 1,7 milliarder kroner

Ejerne af robotkometen Mobile Industrial Robots fremtidssikrer deres position med et salg til den amerikanske koncern Teradyne.

Ejerne af MiR modtager her og nu lidt under en milliard kroner fra Teradyne. (Foto: © Lasse Frost)

Amerikanske Teradyne har netop betalt op mod 1,7 milliarder kroner for den danske robotvirksomhed Mobile Industrial Robots (MiR).

CEO i Mobile Industrial Robots Thomas Visti er stolt og glad for salget og glæder sig til at udvide virksomheden.

- Vi synes, det er det helt rigtige match for os. Teradynes strategi er at lade os drive virksomheden og føre dagligdagen videre. De bibeholder kontoret i Odense og i Danmark, som har været enormt vigtigt for os i forhold til beslutningen, siger Thomas Visti.

Mobile Industrial Robots har eksisteret siden 2013 og leverede sin første mobile robot for tre år siden. I dag kører tusindvis af deres robotter kører rundt i den globale industri og automatiserer intern transport.

- MiR er klart den førende producent på sit felt både teknologisk og salgsmæssigt på markedet for selvkørende mobile robotter, og vi er derfor glade for at kunne gøre virksomheden til en del af Teradyne, siger Mark Jagiela, CEO i Teradyne i en pressemeddelse.

Ejerne af MiR valgte at sælge, fordi de ønskede midler til yderligere udvikling af virksomheden.

- Mange af vores konkurrenter er store internationale virksomheder og investerer voldsomt i robotteknologi for tiden. Derfor har vi haft behov for at finde en partner, som kunne hjælpe os med at investere yderligere i vækst og i MiR, siger Thomas Visti.

MiRs nye ejer har allerede tidligere investeret i dansk jobvækst med opkøbet af Universal Robots for 1,9 milliarder kroner i 2015.

Fakta om den fynske robotvirksomhed MiR

  • MiRs robotter bruges bl.a. af virksomhederne Honeywell, Kamstrup, Airbus, Hitachi og Flex.

  • Fra 2015-2016 femdoblede MiR sit robotsalg.

  • Fra 2016-2017 blev omsætningen tredoblet til 77,5 millioner kroner.

  • MiR forventer at øge antallet af medarbejdere fra de nuværende 65 til cirka 120 ansatte i 2018.

  • Hovedkontoret i Odense er netop blevet udvidet til det dobbelte.

  • Ejerkredsen bag MiR er: Thomas Visti, Niels Jul Jacobsen, Esben Østergaard, Søren Michael Juul Jørgensen og Torben Frigaard Rasmussen.

  • Investorerne har sammenlagt investeret 20 millioner kroner i at opbygge og accelerere MiRs vækst.

  • Selskabet landede deres første overskud i 2017 på knap 4,2 millioner kroner.Kilde: Mobile Industrial Robots