Du kender måske Silicon Valley i USA, der huser en masse højteknologiske virksomheder. Nu er Robotic Valley også på vej - på Fyn.
Flere af Odenses robot-firmaer stormer frem. Senest er virksomheden Universal Robots, med blot 10 år på bagen, blevet solgt for 1,9 milliarder kroner.
Det momentum kan udnyttes til både arbejdspladser og eksport, vurderer Claus Risager, der ejer Blue Ocean Robotics.
- Lige nu er der rigtig meget i gang i Odense, og det ser ud til at fortsætte, men hvis man vil holde førerpositionen, så skal der smedes nu, mens jernet er varmt, siger Claus Risager, der har været en del af Odenses robotmiljø i mere end 25 år.
Kloge hoveder søges
Robotmiljøet i Odense rummer over 60 virksomheder, men en af de store udfordringer er at skaffe kvalificeret arbejdskraft til robotvirksomhederne på Fyn. Derfor forsøger Udvikling Fyn nu at styrke Robotic Valley endnu mere.
Gennem et nyt projekt, Odense Robotics, vil Udvikling Fyn forsøge at gøre kloge hoveder over hele landet opmærksom på mulighederne for et godt robot-job i Odense.
Og salget af Universal Robots gør måske opgaven lidt lettere, fortæller forretningschef hos Udvikling Fyn Mikkel Christoffersen.
- Det er da helt klart en inspiration for andre virksomheder, at man på relativt få år kan skabe noget, som har global betydning, og som har et globalt marked, siger forretningschefen.
Tæt samarbejde
En ikke uvæsentlig årsag til robotsuccesen i det fynske er samarbejdet mellem Syddansk Universitet, SDU, og virksomhederne. Et samarbejde, der begyndte som lidt af en tilfældighed i 90'erne, da Lindøværftet var på jagt efter svejse- og malerobotter til skibsbyggeri.
Værftet indledte et samarbejde med den australske professor John Perram og hans hold på SDU, og det lagde grundstenen til et meget tæt samarbejde mellem universitet og robot-industrien på Fyn.
- Det har vist sig at være rigtigt, at vi har en anvendelsesorienteret tilgang til vores forskning. Vi har haft et tæt samarbejdet med industrien. Det giver nogle spændende udfordringer, det vil vi rigtig gerne, for det viser sig at bære frugt, siger leder af Mæsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU, Kasper Hallenborg.
Det just solgte Universal Robots blev netop stiftet af tre forskere fra Syddansk Universitet.
I Odense håber man, at salget kan få investorer og specialister til at se mod Fyn, når de skal placere penge og fremtid.
FNs økonomiske og sociale råd har vurderet, at robotteknologien får lige så stor betydning for samfundet i det her århundrede, som automobilindustrien havde i det forrige århundrede.