Satspuljemidler fordelt: Gitte og andre fleksjobbere skal hjælpes til at arbejde mere

Der er sat 28,5 millioner kroner af til fleksjobbere, som arbejder under ti timer om ugen.

Gitte Hagh havde en male- og tæppeforretning i Rudkøbing med sin mand. Den måtte de lukke i 2011, fordi de begge var nedslidte, men nu kan Gitte arbejde lidt igen. Hun har nemlig fået et fleksjob. (Foto: Niklas Møller DR Fyn)

19 kommuner har fået millioner til at hjælpe fleksjobbere med at få flere arbejdstimer i kalenderen.

For det hjælper både den syge og den offentlige pengepung, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):

- Det med at flest mulige er aktive i vores samfund er godt for den enkelte, men også vores økonomi, siger ministeren.

Langeland Kommune har fået godt 1,5 mio kroner til projektet, som har betydet, at de kunne ansætte to nye konsulenter i jobcentret.

En af dem, som de skal hjælpe, er Gitte Hagh. Hun arbejder et par gange om ugen i et stutteri. Her strigler hun hestene i to timer ad gangen.

- Det betyder rigtig meget. Det er rart at have noget at stå op til. Det er lykken, at jeg er endt i et fleksjob, siger hun.

Hendes krop er træt efter 30 år i butik, men et brancheskift passer hende fint.

- Jeg har altid interesseret mig for heste, så nu er min hobby mit arbejde, siger hun.

Millionerne skal gå til personer som Gitte Hagh. I alt forventer kommunen, at de kan få 100 ekstra personer i fleksjob og hver tredje op i arbejdstid.

- Vi håber, at det langelandske arbejdsmarked bakker op om de her mennesker, som kan noget, men som ikke kan så meget, som de kunne før, siger Torben Lønberg, som er jobchefen på Langeland.

Selvom Gitte Hagh er meget glad for sit fleksjob, så tror hun ikke, at hun vil kunne arbejde flere timer.

Følgende kommuner får del i satspuljemidlerne til fleksjobbere:

  • Frederikshavn: 2.010.500 kroner

  • Gladsaxe: 1.414.000 kroner

  • Gribskov: 1.460.100 kroner

  • Holbæk: 1.538.220 kroner

  • Jammerbugt: 1.495.000 kroner

  • Køge: 1.435.956 kroner

  • Langeland: 1.578.000 kroner

  • Norddjurs: 841.476 kroner

  • Nordfyn: 1.480.000 kroner

  • Nyborg: 1.379.000 kroner

  • Odense: 2.162.500 kroner

  • Ringkøbing-Skjern: 442.500 kroner

  • Rødovre: 1.405.900 kroner

  • Silkeborg: 2.159.500 kroner

  • Stevns: 1.257.210 kroner

  • Tønder: 1.472.500 kroner

  • Vallensbæk: 1.444.828 kroner

  • Vordingborg: 1.375.500 kroner

  • Aalborg: 2.179.500 kroner

  • I alt: 28.532.190 kroner

Facebook
Twitter