Satspuljepenge skaber lettelse på Center for Seksuelt Misbrugte

Centrene var klar til at lukke ved årsskiftet, men nu kommer der penge.

Der findes tre centre for seksuelt misbrugte i Danmark. I Odense, København og Aarhus. (Foto: Dr Fyn © DR FYN)

Der er glæde og lettelse på Center for Seksuelt Misbrugte i Odense i dag.

Centret, der hjælper voksne, som er blevet seksuelt misbrugt som børn, var i farezonen for at lukke, og medarbejderne var sagt op, fordi pengekassen så ud til at løbe tør ved årsskiftet.

Men i forbindelse med forhandlingerne om fordelingen af satspuljepenge for de kommende fire år er der alligevel fundet penge til centrene – som ud over Odense og er placeret i Aarhus og København.

Lone Westphal Eriksen, lederen af centret i Odense, glæder sig særligt over udsigten til, at centrene bliver permanente.

- Det er en utrolig lettelse, at vi overlever, for vi var på vej til afvikling i og samtlige ansatte har været opsagt siden 1. juli til udgangen af 2015, siger Lone Westphal Eriksen til DR Fyn.

Permanente penge

I de første to år får centrene 16 millioner kroner. Beløbet falder til 10 millioner kroner i 2018 og fem millioner kroner i 2019. Til den tid håber Lone Westphal Eriksen, at centrene er kommet på finansloven og dermed er sikret en fast bevilling.

Og det er bydende nødvendigt, at politikerne indser problemets alvor, mener foreningen Spor, der beskæftiger sig med personer, som er blevet seksuelt misbrugt.

- Vi kan åbne aviser hver dag og se, at der sker nye overgreb på børn. Så vi har endnu ikke sat prop i hullet, siger bestyrelsesmedlem Michael Rasmussen.

Det fynske center har omkring 100 personer i behandling, mens omkring 50 er på venteliste. Ventetiden er på to år.

Facebook
Twitter