Sceneskift for Klaus Bondam: Efter 15 år er han tilbage på de skrå brædder

Et tilbud, han ikke kunne sige nej til, får Klaus Bondam til at gøre comeback på Odense Teater.

Et politisk skuespil var, hvad der skulle til, for at lokke Klaus Bondam tilbage på scenen. (Foto: Søren Svendsen/Scanpix)

Når man siger navnet Klaus Bondam, vil mange nok tænke borgmester i København og direktør for Cyklistforbundet.

Men under disse titler i cv'et står der også skuespiller.

Her huskes han blandt andet for sin rolle som den excentriske nyhedsvært, Niels Buckingham, i tv-serien 'Langt fra Las Vegas'. Men efter 15 år væk fra scenen, vender Klaus Bondam tilbage.

Denne gang på Odense Teater, hvor han skal spille med i den politiske forestilling 'Død over eliten'.

Men det kom som noget af en overraskelse, da instruktøren, Moqi Simon Trolin, pludselig var i røret.

- Jeg blevet meget glad, men også meget overrasket over, at der var nogen, der kunne huske, at jeg engang har været skuespiller, siger Klaus Bondam.

Troede han var færdig

Efter så lang tid væk fra scenen, troede han egentlig, at skuespilskarrieren var et afsluttet kapitel. Men det nyskrevne skuespil var så interessant, at han ikke kunne andet end at takke ja.

- Hvis de havde spurgt mig, om jeg ville spille med i 'Showboat' eller noget 'Shakespeare' havde jeg højest sandsynligt sagt nej tak. Men på grund af temaet, slog jeg til, fortæller den 54-årige direktør og skuespiller.

Stykket, der skrevet af Thomas Markmann, handler om et politisk valg, og lover at vende op og ned på alt det, vi tror, vi ved om folket og elite.

Koblingen mellem skuespil og politik er noget, som Klaus Bondam tror, vil skabe en interessant forestilling.

- Jeg håber, at jeg kan få de to ting at mødes, så vi sammen kan lave en forestilling, der skal kunne noget, som teater kan, når det er bedst. Nemlig at skabe debat, gøre folk nysgerrige og få folk til at åbne øjne, og hvis du spørger mig - også få folk til at grine lidt, siger han og fortsætter:

- Jeg håber at spille en politiker, som kan vise, at der også er et menneske og nogle følelser omme bag det.

Derfor er instruktøren Moqi Simon Trolin begejstret for at have trukket Klaus Bondam ud af sit skuespilseksil.

- Klaus er topprofessionel. Han har en politiker i sig samtidig med, at han er en dygtig skuespiller, så det er en perfekt rolle til ham, og jeg glæder mig til at få ham med på holdet, fortæller Moqi Simon Trolin i en pressemeddelelse.

I forestillingen 'Død over eliten' på Odense Teater, som ses på billedet, skal Klaus Bondam spille en politiker. En rolle, som han har besat i sit virkelige liv. (Foto: Odense Teater)

Politisk drømmerolle

'Død over eliten' opføres på Odense Teaters 'Store scene', og det er et sted Klaus Bondam har drømt om i over 25 år.

- Da jeg blev uddannet på Odense Teater, der spillede jeg aldrig på den store scene. Da jeg fik den mulighed så tænkte jeg, ”det skal jeg alligevel ikke gå glip af i mit liv”, siger han og uddyber:

- Jeg sagde også ja, fordi jeg har fået fortalt, at stemningen på Odense Teater er rigtig god i disse år med en god ledelse og et godt ensemble. Så jeg glæder mig meget til at komme tilbage til det teater og den by, hvor jeg var for over 25 år siden. Så det er lidt et forsinket jubilæum.

'Død over eliten' kan opleves på Odense Teater fra d. 1. februar til den 3. marts 2019. Sideløbende vil Klaus Bondam passe jobbet som direktør i Cyklistforbundet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.