SF vil rykke borgere og politikere tættere på hinanden i regionen

Et nyt forslag fra SF vil skabe mere borgerinddragelse, så borgere og politikere i Region Syddanmark rykker tættere sammen.

SF i Region Syddanmark vil have borgere og politikere tættere på hinanden. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Der er alt for langt mellem borgerne og politikerne i Region Syddanmark. Det mener SF, og foreslår derfor at nedsætte et udvalg, som skal arbejde for mere borgerinddragelse. Alt sammen for at styrke det lokale demokrati, fortæller SF's Ida Damborg.

- Det er vigtigt, at borgerne føler en mulighed for indflydelse, og at der faktisk er nogen, der tager deres emner alvorligt. Vi kunne godt tænke os, at det blev ligesom i Folketinget, hvor der er mulighed for at få besøg af foreninger og enkeltpersoner til at vende og debatterer politiske emner, siger hun.

Forslaget indeholder blandt andet, at borgere og foreninger skal kunne få foretræder for regionens udvalg for at diskutere konkrete sager som lange ventetider på høreapparater eller nedlæggelser af akutbiler. Derudover ville syddanskerne med 5000 underskrifter bag sig kunne få et punkt til debat på regionsrådsmøderne.

Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark mener dog ikke forslaget er optimalt.

-Faktisk synes jeg, at det er en forringelse af borgernes muligheder. I dag kan borgerne møde op til et regionsrådsmøde og bede medlemmerne om at forholde sig til et bestemt emne. Og det kræver ikke 5000 underskrifter at få noget på dagsordenen. Det kræver bare, at de får overbevist et enkelt regionsrådsmedlem, siger hun.

Forslaget skal behandles på regionsrådets møde næste mandag, og Stephanie Lose er ikke helt afvisende over for forslaget.

- Vi er altid klar på at styrke borgerinddragelsen, og hvis forslaget er, at der skal nedsættes et udvalg, så er vi da selvfølgelig klar til at diskutere det, siger hun.

Hos Region Midtjylland har de også forsøgt at få mere borgerinddragelse på dagsordenen. Blandt andet har man indført foretræde for regionens fire rådgivende udvalg. Et af udvalgene, der har haft besøg af borgere eller foreninger er psykiatri- og socialudvalget, og her roser formand Henrik Gottlieb Hansen (S) ordningen.

- Erfaringerne er positive. Det er godt, at man kan få den her direkte dialog med de personer, en afgørelse berører. De kan være med til at belyse nogle vinkler, som vi måske ikke havde været opmærksomme på, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk