Skærpet fokus Nyborg efter coronaudbrud - men ingen nye restriktioner

Nyborg er i fokus efter en markant stigning i kommunens smittetal.

Hvis Nyborg var et land, ville Udenrigsministeriet fraråde rejser dertil. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

- Der er grund til bekymring, og der er ikke mindst grund til handling hurtigt.

Sådan sagde sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag, hvor regeringen gjorde status på coronasituationen i Danmark.

Udmeldingen kommer, efter at fem danske byer er ramt af nye coronaudbrud. Myndighederne har haft fokus på Aarhus og Ringsted de seneste uger, men nu har man også særligt fokus på fem andre byer - Silkeborg, Glostrup, Solrød, Sorø og Nyborg.

Det har man, fordi de ligesom Aarhus og Ringsted har mere end 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

Et af de steder er Nyborg.

- Det er helt korrekt, at vi over den seneste uge har ti smittede, og det gør jo, at der er en særlig opmærksomhed, siger Kenneth Muhs (V), der er borgmester i Nyborg Kommune.

Fyn har ellers været relativt smittefrit indtil nu, og halvdelen af de fynske kommuner har ikke konstateret personer smittet med coronavirus den seneste uge. Men nu er ti personer altså bekræftet smittede i Nyborg Kommune. Heraf er fire konstateret smittet henover weekenden.

Hvis Nyborg var et land, ville rejser frarådes

De nye smittetilfælde bringer kommunen op på 31,2 smittede per 100.000 indbyggere. Udenrigsministeriet fraråder rejser til lande med mere end 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere målt over den seneste uge.

Mette Bill Ladegaard, der er sundheds- og ældrechef i Nyborg Kommune, peger på, at borgerne i kommunen muligvis har slækket lidt på coronarådene i sommerferien, hvilket kan være forklaringen på det øgede smittetryk.

- Vi ved, at borgerne er kommet tilbage fra sommerferie og måske har rejst lidt på kryds og tværs i landet, og man har måske været i udlandet. Måske har man slækket lidt på krav i forhold til afstand og hygiejne, siger Mette Bill Ladegaard.

På trods af de store forskelle i smittetryk kommunerne imellem, vil regeringen ikke fraråde rejser til eller fra danske kommuner, fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke på dagens pressemøde.

- Det ligger ikke øverst i vores værktøjskasse.

Ingen nye restriktioner

Til trods for det nye smitteudbrud ser borgmester Kenneth Muhs for nuværende ikke grund til nye restriktioner i kommunen efter dagens udmelding.

Her ses borgmester Kenneth Muhs på Nyborg Havn. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Han pointerer derudover, at man i kommunen ikke har oplevet nye smittetilfælde der, hvor man er mest opmærksom.

- Det vigtige fra kommunens side er, at vi i forhold til vores ældreområde og vores institutioner ikke har konstateret smitte, siger Kenneth Muhs og peger på, at han løbende er i kontakt med de lokale indsatser i Nyborg.

I skoler, daginstitutioner, hjemmepleje og for Nyborg Kommunes medarbejdere gælder de samme retningslinjer i morgen, som der gør i dag i kommunen.

756 er bekræftet smittet med coronavirus den seneste uge i Danmark.

Facebook
Twitter