Skal øllet i svælget eller i nakken? Våd jubel deler vandene

Når Danmark scorer til EM-kampene, har det ofte udløst et skybrud af fadøl. Men hvor går grænsen?

Ofelias Plads i København, da Danmark scorer første mål mod Wales 26. juni. (Foto: Alex Berg DR)

Under EM i fodbold er det ikke kun det danske landshold, der har været flyvende. Det har fadøllene helt bogstaveligt også været til storskærmsarrangementer landet over.

Her ses reaktionen ved 1-0 mod Wales i Ceres Park i Aarhus, hvor EM-kampen blev vist på storskærm.

For at gøre de populære arrangementer til en god oplevelse for alle har flere barer og arrangører, som DR Nyheder har talt med, kridtet banen op forud for aftenens semifinale, så publikum kender spillereglerne på forhånd.

Men hvor går grænsen for storskærm og ølfest egentlig?

Forbud mod ølkasteri

(Foto: Privatfoto: Kammerateriet)

På Kammerateriet i Svendborg er der forbud mod ølkasteri til aftenens storskærmsarrangement for 1.000 gæster, hvor man kan se kampen mellem Danmark og England.

- Vi udstyrer vores vagter med et gult og et rødt kort, og det røde kort skal bruges, der hvor man tyrer en øl op mod udstyret, så man kan risikere at stoppe arrangementet, eller man hælder øl på andre, siger indehaver af Kammerateriet Lasse Bekker.

Det har været svært at tage beslutningen, men den blev truffet dels for at tage hensyn til dem, der ikke vil have fadøl i nakken, og dels af hensyn til det tekniske udstyr, forklarer Lasse Bekker.

- Det skal være sikkert at komme til vores arrangementer, siger Lasse Bekker.

På Kammerateriet i Svendborg har de vist samtlige EM-kampe på storskærm, og de har også tidligere bortvist gæster fra pladsen på grund af ølkast.

- Vi vil lave en stor, fed og bred folkefest, og vi søger altid at gøre så mange som muligt glade. Jeg tror egentlig, at det her spørgsmål deler folk i et mindretal, som gerne vil kaste med øl, og et flertal, der gerne vil være fri for at få øl i hovedet.

Opdeling af zoner for ølkast/ikke-ølkast

(Foto: Privatfoto: Zwei Grosse i Hjørring)

I Hjørring har man valgt at dele området op for publikum til aftenens storskærmsevent på baren Zwei Grosses.

Hver af de 250 gæster skal tage stilling til, om de vil sidde i et område, hvor man må kaste med øl, eller i et område, hvor man gerne vil drikke øllet.

- Der er nogle pladser, hvor der står 'splash-zone', og der kan du risikere at blive våd, og hvis du tager de allerforeste pladser foran skærmen, så risikerer du også at få lidt øl på dig, siger Jesper Spanner, der er medarrangør på barerne Bjesken og Zwei Grosses storskærmsarrangementer i Hjørring.

Han mener ikke, at man tager skade af at blive ramt af lidt øl til aftenens semifinale.

- Vi kommer fra Hjørring, vi er ikke lavet af sukker, så fordi man bliver ramt af lidt ølsjatter, tager man ikke skade. Tøjet kan jo vaskes bagefter - det er jo en del af festen, fortæller Jesper Spanner.

Og de personer, der ikke ønsker at blive ramt af flyvende fadøl, kan få plads på balkonen eller på de bagerste pladser, forklarer Jesper Spanner.

Ikke nødvendigt med forbud

Rådhusparken i Frederikshavn. (Foto: Privatfoto: Nordisk Event)

I Rådhusparken i Frederikshavn i aften bliver kampen også vist på storskærm, men her bliver det ikke nødvendigt med et forbud mod at kaste med øl, mener Dennis Mejlkjær Larsen, som er medejer af firmaet Nordisk Event.

- Mon ikke at vi alle sammen heroppe er vendelboere? Og vi ved godt, hvad penge er, så der er ingen grund til at kaste med øllet, så de drikker det allesammen, siger han og fortsætter:

- Jeg har ikke set en eneste endnu, der har kastet med en øl til vores arrangementer, så det er ikke noget, vi har problemer med.

Men hvis det sker, så kommer der dog en lille konsekvens.

- Så får de at vide, at det må de stoppe med, for der skal være plads til alle, siger Dennis Mejlkjær Larsen.

Ikke bortvisning - men maner til god opførsel

I Sdr. Anlæg i Herning gør de klar til semifinalen i aften, hvor der er plads til ca. 1.900 rødhvide fodboldfans.

I Herning er de i gang med at stille bord/bænkesæt op til aftenens storskærmsarrangement i Sdr. Anlæg.

Her bortviser arrangørerne ikke ved ølkast under fejring, men hvis der bliver kastet øl direkte op på selve storskærmen, "får det konsekvenser", lyder det fra arrangørerne.

Til gengæld fik arrangørerne ødelagt massevis af borde og bænke ved seneste storskærmsarrangement i Sdr. Anlæg i Herning.

- Sidste gang blev der smadret 46 bord/bænke-sæt, og det var vi ret trætte af fra arrangørernes side. Så vi håber på, at folk i dag vil passe lidt bedre på denne gang, siger Christian Morgen Larsen, der er manager ved FMX Danmark.

Der er hyret 15 vagter til aftenens arrangement, så der kan blive mere fokus på at holde en sikker og ordentlig fest.

Når de danske fans har kastet med fadøl på tribunerne til de seneste EM-kampe, har det givet bøder til Dansk Boldspil-Union (DBU) fra UEFA.

Det er underordnet, om de danske roligans kaster med øl i Parken eller til en landskamp i udlandet, for at det kan koste dyrt. I værste fald kan Danmark blive frataget point, hvis de danske fans ikke overholder reglerne på lægterne.

Facebook
Twitter