Skatere passer på børnene: Victor beder hash-rygerne om at gå væk

I Svendborg lærer de lokale skatere de yngre, at de skal holde sig fra hash.

Victor Jonas Møller på 22 år er ikke bange for at smide hash-rygere væk fra skaterbanen. (Foto: Allan Christiansen - DR Fyn)

- Vi har vores egen forening, og vi vil gerne have flere skatere. Vi vil passe på de unge, så de får lyst til at skate her, og derfor hører hash og sådan noget slet ikke hjemme her, siger Viktor Jonas Møller på 22 år.

Han suser dagligt op og ned ad ramperne i ’Prøveparken’ i Svendborg, og så er han både medindehaver af en skaterforretning samt næstformand i den lokale skaterforening.

Victor Jonas Møller er sammen med en del af en gruppe skatere i den sydfynske by begyndt at bede folk om at gå et andet sted hen, hvis de vil købe eller ryge hash på den lokale skaterbane.

Op mod hver femte ung, der prøver cannabis, har et regelmæssigt forbrug og har risiko for at udvikle misbrug og afhængighed.

Det viser Sundhedsstyrelsens tal fra november 2017.

Ifølge politiet er det blevet mere synligt i gadebilledet. Dér, hvor de unge har et festmiljø.

Men nu skal det være slut - i Svendborg.

Vil passe på de unge skatere

Det er Svendborg Skate Forening, som har valgt at tage sagen i egen hånd og komme salget og rygningen af hash til livs.

De sidste seks år er skaterne nærmest kommet her på skaterbanen dagligt. De oplever ofte, at folk kommer og spørger, om de kan købe noget, men det vil Victor Jonas Møller ikke finde sig i.

- Vi lærer de yngre skatere, at de skal tage afstand fra hashrygningen og salget hernede. Og så er det også vores opgave at sige til dem, der sidder og ryger her, at de skal gå væk. For det er dét, vi kalder dårlig stil, siger han.

Det handler også i høj grad om at ændre skaternes image. De vil ikke længere kendes som nogle dovne unger, der ”bare sidder og ryger den fede”.

- Der kommer mange andre unge hernede, som sidder og drikker om aftenen og ryger joints. I sidste ende ligger den på os, for det er vores område, og os der skal rydde op efter dem, fortæller David Clement på 17 år, der til dagligt bruger skaterbanen i Svendborg.

Hør David Clement og Anton Eeg Askholm fortælle mere om, hvordan de vil komme hash-salget til livs i videoen nedenunder:

De unge mangler steder at være

Det er dog ikke nyt, at folk sætter sig ud på ramperne i ’Prøveparken’ i Svendborg og ryger hash. Faktisk har problemet med hashkøb- og salg været fremme i den sydfynske by i længere tid.

Allerede tilbage i starten af 2018 modtog byens politikere flere bekymringsbreve fra fortvivlede forældre, der oplevede, at der var et stigende problem med stoffer i deres by - særligt hash.

Forældrene ønsker sig et nyt ungdomshus for unge over 18 år. Problemet er nemlig, at de unge ikke har et sted at samles i byen, og derfor må de hænge ud på gaden, hvor de så kommer i kontakt med hash-sælgere.

Men ideen om et nyt ungdomshus er Bo Hansen, socialdemokratisk borgmester i Svendborg Kommune, dog ikke enig i:

- At forældre klager over, at de unge ikke passer ind i det nuværende ungdomshus, og at de ønsker sig et nyt, det synes jeg faktisk er lidt forkælet, siger borgmester Bo Hansen (S).

Hashsalg gennem Snapchat-klistermærker

I december 2018 berettede politiinspektør ved Fyns Politi Johnny Schou, at de rettede deres indsats mod banderne i gaderne, da det er dem, der leverer varen.

Måneden efter førte det til en stor hash-razzia, hvor 14 kilogram blev beslaglagt.

DR har også kunnet afsløre, at pusherne i Svendborg har taget nye midler i brug. Byen har været plastret til med små, gule klistermærker med sorte prikker eller et billede af et lille, rødt marihuanablad.

Det er Snapchat-QR-koder, og hvis du med din mobiltelefon scanner billedet, kommer du i kontakt med pusherne.

- Jeg har set dem i knæhøjde på en lygtepæl på Svendborg Vest Station. Det er sådan nogle klistermærker, man bare kan printe. Jeg har ikke selv scannet dem, men jeg ved, at hvis man gør, kan man skrive til dem om at købe hash på Snapchat, fortalte den 19-årige svendborgenser Martyna Madejska til DR i december.

I april 2019 blev en 37-årig mand fra Svendborg sigtet for gennem længere tid at have solgt hash fra sin lejlighed til skolebørn og andre teenagere.

Du kan høre hele radio-reportagen fra P1 Public Service her:

Facebook
Twitter