En stille brusen i bølgerne. Ingen os. Ingen røg. Ingen støjende færgemotorer, der lægger fra kajen i Søby her til morgen.
I dag har El-færgen Ellen sin jomfrutur i Fynshav. En fin model på knap 60 meter i længden, 12,8 meter i bredden, 747 ton på vægten, og en færge, som er den allerførste af sin slags.
For selvom flere danske færger sejler ved hjælp af el, herunder Scandlines mellem Gedser – Rostock og færgerne Aurora og Tycho Brahe, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, så er Færgen Ellen den første færge i Danmark, der udelukkende har batterier i lastrummet.
50 tons for at være helt præcis.
El-færger er fremtiden
El-færgen er bygget i et samarbejde med Ærø Kommune, Søby Værft og EU.
Det har taget to år at nå til jomfrurejsen, og derfor er Ærøs trafikdirektør, Keld M. Møller tilfreds med, at Ellen nu har sin første sejlads med passagerer.
- Det er yderst tilfredsstillende, at vi nu er klar til at idriftsætte Ellen, og det glæder mig at kunne tilbyde passagerne en ekstraordinært behagelig overfart fri for støj, vibrationer og os, siger han.
Men sejladsen frem til i dag har været præget af bølgegang og problemer. For flere kortsluttede propelmotorer og tekniske problemer har forsinket sejladsen.
Men nu, efter flere prøveture, er man klar til at sejle med passagerer, lover Roar C. Falkenberg, der er adminstrerende direktør på Søby Værft.
Kom og kig os over skulderen
Han håber på, at elfærgen kan give flere ordrer i bogen i fremtiden. Både globalt, men også i forhold til regeringens klimamål om at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent i 2030.
- Vi tror på, at el-færger er fremtiden, og vi har en enorm viden nu. Så vi føler os godt rustet til de kommende år og udviklingen af batteridrift på færger, siger han.
Tidligere i juni fik El-færgen Ellen sine batterier. I den forbindelse gav Roar C. Falkenberg denne rundvisning. Det var håbet, at færgen skulle sejle i maj 2019, men på grund af tekniske problemer blev det udskudt til den 15. august. Hop med ombord på Ellen her:
Samtidig deler man glædeligt ud af erfaringerne, lyder det fra Ærøs borgmester Ole Wej Petersen (S).
- Alle vores resultater er tilgængelige, så alle kan se dem. Så kan man ved selvsyn se, om det er en løsning, der kan hænge sammen i andre kommuner og lande, siger han.
Halverer C02-udledning
Ellen sejler indtil videre kun indenrigs på de 10,7 sømil, der er mellem Ærø og Fynshav. Men det er et stort skridt for fremtidens grønnere færgedrift, når der nu findes en dansk færge, der udelukkende sejler på el.
Sådan lyder vurderingen fra skibsingeniør Hans Otto Kristensen, der har 40 års erfaring i færgedrift.
- Alene på CO2 halverer vi udledningen til sammenligning med en konventionel færge, og svovludledningen med en 10. del. Det her er et vigtigt skridt for at nedbringe miljøbelastningen, siger han.
Hans Otto Kristensen nævner også, at partikeludledningen, der er særligt giftig, bliver nedbragt til en 30. del.
Derudover vil elfærgen også give et mere behageligt miljø på havnekajen, hvilket kan give plusser for lokalområdet og turismen, siger han.
Flere el-færger på kort sigt
Hos Danske Rederier er direktøren for erhvervspolitik og analyse, Jacob Clasen, også begejstret. Han kalder det et bud på en grønnere fremtid på den blå landevej.
- Vi ønsker så miljøvenlige færgefarter som muligt, og nu ser vi en færge som rent faktisk fungerer. Det inspirerer andre og kan sørge for, at flere følger efter, siger han.
Flere elfærger sætter dog krav. For der skal være strøm, når batterierne skal lades op. Men Jacob Clasen ser gode takter.
Alene indenfor de næste fem år vil vi se flere elfærger, vurderer han.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se flere elfærger. Både når ældre færger skal udskiftes, men også når man vil investere i nyt. Så vil man se mod eldrevne løsninger, siger han.
El-færgen Ellens første sejlads er klokken 06.20 fra Søby. Planen er, at man i september vil have 5-7 afgange om dagen.