Skinbetting fanger børn i ludomaniens spind: - Det er hardcore casinostyle gambling

Center for Ludomani oplever stigning i antallet af unge, der er blevet afhængige af skinbetting.

Skinbetting er et fænomen, hvor man kan købe og gamble om udsmykning til sine våben i Counter Strike. Det gør dig ikke bedre til at spille, men det er ligesom at have et par seje fodboldstøvler. Men måden man får fat i dem, kan være stærkt vanedannende. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

De fleste kender følelsen af at være lige ved og næsten, når man slider en mønt henover et skrabelod.

Følelsen af at være tæt på at vinde, kan være stærkt vanedannende. Det er netop dét, et stigende antal unge oplever, når de på internettet gambler om de såkaldte skins - også kaldet skinbetting.

- Det er det psykologiske ved at vinde, der holder dig kørende. Det er den der følelse du får i kroppen, når du vinder, der giver dig lyst til at gøre det en gang til, fortæller Nicolai Fredenslund. I dag er han 18 år, og for tre år siden var han meget optaget af skinbetting.

Skins bliver brugt i computerspillet Counter Strike og er et klistermærke til dit våben. På den måde kan man få sit ellers kedelige våben til at se sejt ud med eksempelvis fede farver eller tigerstriber. På mange måder svarer det til at have den de "rigtige" fodboldstøvler.

For at kunne erhverve sig de her skins har man to muligheder. Man kan købe nogle kasser, der koster 5 dollars stykket (ca. 30 kr) - i nogle af kasserne er der gevinst - lækre og sjældne skins - andre kasser er tomme eller indeholder almindeligt udbredte skins. Ellers kan man smide sit skin ind i en pulje, hvor andre gør det samme. Igennem en roulette-agtig manøvre bliver der fundet en vinder.

I begge tilfælde arbejder man med de klassiske 'near miss'-situationer, som man kender fra skrabelodder. Her får man følelsen af, at man er meget tæt på at vinde, og får derfor lyst til at prøve igen.

- Man ved godt, at chancen for at man får den store gevinst er minimal. Så der er ingen profit i det. Men det er sådan, at skinsene bliver genereret ude på markedet, siger Sebastian Krøier Michaelsen, der er E-sportskonsulent og underviser i faget på Glamsdalens Idrætsefterskole.

Flere unge ønsker behandling

Carsten Holten Møller fortæller, at han som behandler hos Center for Ludomani oplever, at flere og flere unge får problemer med afhængighed efter at have deltaget i skinbetting. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Hos Center for Ludomani oplever man en stigning i antallet af unge, for hvem gamblingen har taget overhånd. I 2016 fik de i alt 20 henvendelser omkring skinbetting. Sidste år var der alene 24 personer under 18 år, der havde brug for hjælp og vejledning. Ifølge Carsten Holten Møller, der er behandler ved Center for Ludomani, er mønsteret det samme, som man ser ved personer, der er afhængige af alkohol eller stoffer.

- De siger, at de ikke rigtig var klar over, at det var så stort et problem. Det kom lidt snigende,og lige pludselig havde de mistet rigtig mange penge, fordi de ligesom så mange andre, der gambler, mister overblikket, siger han.

Netop sådan startede det også for Nicolai Fredenslund.

- Det startede meget stille og roligt, hvor jeg blev introduceret til de her sider og tænkte, at det skulle jeg da også prøve. Så begyndte det derfra, hvor man vandt nogle penge, men også tabte nogle, siger han.

Ikke gearet til at behandle unge

Problemet er, at Center for Ludomani ikke er gearet til at tage imod børn helt ned til 10-års alderen. Det er de ikke, fordi gambling herhjemme ikke er tilladt for unge under 18. Derfor har man sat en nedre grænse for behandlingstilbud på 15 år.

På danske gamblingsider skal der bruges Nem-Id for at logge ind. Men det skal man ikke på de udenlandske hjemmesider, hvor skinbettingen foregår.

- Det, vi ser, er, at det er Counter Strike og de her skins, der er et kæmpe problem. Der skal ikke noget legitimation til, og man kan bruge lommepengekort såsom Mastercard, hvor man eksempelvis har adgang til konfirmationspengene, fortæller Carsten Holten Møller.

Mange gange har børnene fået lov til at købe spil og skins med forældrenes dankort. Men hvis de oplysninger bliver gemt på computeren, er det let at komme galt afsted. Lige pludselig kan de unge have købt skins for mange penge på forældrenes kort.

- Vi har haft forældre der har kontaktet os og fortalt om misbrug af deres kreditkort for op til 25.000 kr, forklarer Carsten Holten Møller.

Uvidende forældre

Fordi skinbetting foregår på internettet, kan det være svært for forældre at holde styr på, hvad der foregår på børnenes computerskærme.

- Forældrene er nok lidt uvidende om, at det foregår ude på gamingsiderne, fordi de tænker, at det er lidt uskyldigt, da børnene bare spiller Counter Strike.

Men når ét af de meget sjældne skins kan blive solgt for næste 600.000 kr., mener Sebastian Krøier Michaelsen, at er skinbetting et fænomen, som man skal tage sig i agt for.

- Når jeg siger gambling, så er det ikke, som vi kender det fra at oddse. Det er hardcore casinostyle. Derfor er det vigtigt, at børnene har nogle rollemodeller, som kan fortælle dem, hvad skinbetting og gambling generelt går ud på, siger han.

Senere i dag skal retten på Frederiksberg tage stilling til, om teleudbyderne 3 og TDC kan få lukket ned for de udenlandske sites hvor skinbetting foregår, og i givet fald hvordan.

Facebook
Twitter