Skole berørt efter fyrværkeri-ulykke: 'Det er jo det, der ikke må ske'

Tre drenge kom til skade, da de torsdag fandt og antændte fyrværkeri ved Korup Skole i Odense.

Tre drenge på 11-12 år kom i går til skade, da de fandt uaffyret fyrværkeri ved Korup Skole i Odense. (Arkivfoto) (Foto: Peter Elmholt © Scanpix)

Elever, forældre og personale på Korup Skole i Odense er i dag mærkede af en alvorlig fyrværkeriulykke, som skete i skolens spisepause i går.

Tre 11-12-årige drenge kom til skade, da de fandt noget efterladt fyrværkeri, som eksploderede og gav den ene dreng en alvorlig øjenskade.

- Det er jo det, der ikke må ske. Det er forfærdeligt for alle, der arbejder med børn, når de kommer til skade, siger skoleleder Simon Hempel-Jørgensen.

Skoleleder Simon Hempel-Jørgensen i området i nærheden af Korup Skole i Odense. (Foto: Jakob Høstrup - DR Fyn)

Ifølge Fyns Politi antændte eleverne tilsyneladende en kugleraket ved skolen, som eksploderede promte.

Den ene af drengene har fået en alvorlig øjenskade på sit ene øje. De to andre kom lettere til skade.

Udrykningskøretøjer ankom hurtigt

Ulykken skete i slutningen af spisepausen torsdag, og kort efter ulykken fandt sted blev skolelederen kontaktet af en af skolens undervisere.

- Det første, vi gør i sådan en situation, er at ringe 1-1-2, siger Simon Hempel-Jørgensen.

Få minutter senere ankom politi, ambulancer og lægebil til skolen.

- Politiet tog det meget alvorligt. De blev i lang tid, faktisk hele eftermiddagen, og de behandlede ulykken meget grundigt, fortæller skolelederen.

Skolelederen kontaktede også Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, som torsdag sendte en psykolog til skolen.

- Vi samlede de medarbejdere, som var tæt på, for at tale med dem om, hvordan de oplevede tingene. Derudover rådgav psykologen i, hvordan vi kan arbejde med eleverne efterfølgende, siger skoleleder Simon Hempel-Jørgensen.

Forældre blev hurtigt orienteret

For skoleleder Simon Hempel-Jørgensen var det ligeledes vigtigt at få informeret forældre til elever på skolen om ulykken. Allerede en time efter ulykken var der derfor sendt besked til alle forældre.

De tre drenge fandt fyrværkeriet i området ved Korup Skole. (Foto: Jakob Høstrup - DR Fyn)

- Det er vigtigt for forældre, at de kan tale med deres børn om det, der sker i skolen. Det gælder jo i særlig grad et tilfælde som det her, hvor der jo har været voldsomme oplevelser, siger Simon Hempel-Jørgensen.

Hundepatruljer undersøgte området

Efter ulykken gennemtrawlede hundepatruljer fra Fyns Politi området nær Korup Skole i Odense for uaffyret fyrværkeri.

Under eftersøgningen fandt hundepatruljerne noget krudt pakket ind en køkkenrulle med tape omkring. Vagtchefen ved Fyns Politi oplyser, at der er sikret tekniske spor, men at man ikke ved, hvor fyrværkeriet kommer fra.

Ulykken har fået politiet til at komme med en påmindelse til forældre:

- Det er en dybt tragisk sag og desværre en rigtig god anledning til at opfordre forældre til at snakke med deres børn om håndtering af fyrværkeri og specielt ikke-afskudt fyrværkeri, siger vagtchef ved Fyns Politi Lars Tide.