Skole-elever: Drenge blev ydmyget af leder

En voksen mand må aldrig optræde som skolelederen fra Strandmølleskolen i Assens, mener Danske Skoleelevers formand. Som en spøg klædte skolelederen to elever af til morgensamling, fordi de ikke havde nissehuer på.

Episoden med de to drenge fandt sted på Strandmølleskolen i Assens 17. december. (Foto: Google Maps © Google Maps)

Danske Skoleelever er forargede over hændelsen på Strandmølleskolen 17. december, hvor skolens leder, Anders Storebjerg, under en morgensamling klædte to yngre elever af og i spøg sagde, at han ville klippe deres tissemænd af, fordi de ikke havde nissehuer på i skole.

- Det er en helt forfærdelig episode, der har været på skolen. Det er på ingen måde i orden, fordi eleverne er blevet krænket, og det er ydmygende at stå i den her situation. Det må ikke ske, siger formanden for Danske Skoleelever, Miranda Wernay Dagsson, til DR Fyn.

Skolelederen, som ikke har ønsket at kommentere sagen overfor DR Fyn, har efterfølgende undskyldt episoden, men det er ikke nok, mener elevformanden.

- Lederen burde som en voksen mand godt kunne tænke sig til, at det her gør man ikke. Diskussionen burde bare slutte. Det her er ikke på nogen måder okay, siger Miranda Wernay Dagsson.

Tilsynsførende afventer skriftlig redegørelse

Skolens bestyrelse har overfor DR Fyn bekræftet hændelsen, men har i første omgang ikke tænkt sig at gøre yderligere ved sagen.

Bestyrelsen har torsdag holdt et ekstraordinært møde om sagen.

Rektor for Vestfyns Gymnasium, Ole Toft Hansen, som er tilsynsførende for Strandmølleskolen, forklarer til DR Fyn, at han afventer en skriftlig redegørelse fra skolen, før han ønsker at udtale sig i sagen.

Bestyrelsen og forældrekredsen skal have lov til at selv at behandle sagen og tage stilling til, hvordan der nu skal handles, forklarer den tilsynsførende.

Der kan være tale om en straffesag

Ifølge lektor i strafferet på Syddansk Universitet Birgit Feldtmann kan der være tale om to strafbare forhold.

Det ene er blufærdighedskrænkelse, det andet er æreskrænkelse.

Hun understreger, at hun ikke kender sagen i detaljer, og at en eventuel straf vil afhænge af, hvad der nøjagtigt er sket.

- Hvis det er blufærdighedskrænkelse, vil det være politiet, som tager sig af sagen. Hvis det er æreskrænkelse, skal det som udgangspunkt køres som en privat straffesag. Under visse omstændigheder kan det også være anklagemyndigheden, altså politiet, som tager sig af det, forklarer Birgit Feldtmann til DR Fyn.

Lektoren forklarer, at hun ikke har kendskab til andre lignende sager.

Børns Vilkår har fået flere henvendelser fra rystede forældre til børn på skolen. Organisationen har anbefalet forældrene at politianmelde episoden.

Facebook
Twitter