Skolepatruljer får sure tilråb og dyttes af: Nu skal de hyldes med kakao og brunsviger

Kampagnen 'Den sureste uge' vil gøre op med sure bilister og give skolepatruljer et ekstra tak.

Mandag skydes kampagnen 'Den sureste uge' i gang for at sætte en stopper for bilisters dårlige opførsel og for at give ekstra opbakning til skolepatruljer landet over. Pressefoto. (© Rådet for Sikker Trafik)

Man skal tidligt op og møde før sine jævnaldrene klassekammerater, og man skal stå ude i alt slags vejr og dirigere trafikken.

Det kan være surt at være skolepatrulje, særligt hvis man også usættes for vrede bilister.

Så nu skal skolepatruljerne anerkendes og hyldes landet over for det vigtige arbejde, de yder.

Det mener Rådet for Sikker Trafik, som har udnævnt uge fem til at være 'Den sureste uge' og som samtidig har skudt en kampagne i gang, som opfordrer forældre og trafikanter til at støtte de frivillige unge på morgenpinden.

- Det kan være bilister, der dytter af dem, eller måske ligefrem giver dem fingeren, og vi synes ikke, det er i orden, at voksne mennesker ikke kan opføre sig ordentligt, siger Jakob Skov Øllgård, der er konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

  • Nikoline Dabbagh, Tinke Henriksen, Aya Pedersen og Klara Graversen fra syvende klasse på Vestre Skole i Odense på pinden mandag morgen. (Foto: Connie Juel Clausen)
  • Nikoline Dabbagh, Tinke Henriksen, Aya Pedersen og Klara Graversen fra syvende klasse på Vestre Skole i Odense. (Foto: Connie Juel Clausen)
1 / 2

'De er bare ligeglade'

I syvende klasse på Vestre Skole i Odense har Aya Pedersen og Klara Graversen været skolepatrulje det sidste halve år.

- Vi har oplevet, at der er nogen, der bare har kigget surt på os og kørt over, selvom vi har stået ude med skilte, og det kan være ret farligt, fortæller Aya Pedersen og fortsætter:

- De er bare lidt ligeglade. I tre uger har der været den samme bilist, som har gasset helt vildt meget op og bare har kørt over, selv om vi har haft skiltene ude.

Clara Graversen har oplevet noget lignende.

- Der var én, som kørte imod ensrettet, og det kan jo blive farligt, siger hun.

Efter dagens morgenarbejde i trafikken blev eleverne på Vestre Skole overrasket med varm kakao og brunsviger, ligesom Fyns Politi var mødt op for at hylde de 16 skolepatruljer på skolen.

- Rundt om i landet har politi og kommuner planer om at møde op med for eksempel flødeboller, varm kakao eller kage og friskbagte boller for at forkæle skolepatruljerne og vise, at vi alle sætter meget stor pris på deres indsats på skolevejene, fortæller Jakob Skov Øllgård.

Hver tredje udsættes for ubehagelige oplevelser

En tredjedel af de elever, der står skolepatrulje, oplever ubehagelige situationer.

Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik lavede sidste år i samarbejde med LB Forsikring.

Og det er en af grundene til, at kampagnen 'Den sureste uge' skal give skolepatruljerne opbakning.

- Vi vil gerne sætte et positivt fokus på de elever, der gør et kæmpe stykke arbejde. Og forhåbentlig kan vi få trafikanterne omkring skolerne til både at lægge mærke til eleverne og anerkende dem, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Inden man som skolepatrulje sendes ud i morgentrafikken iført gule veste og 'slikkepinde', gennemgår de undervisningsmateriale med deres lærer, som blandt andet skal ruste dem til at tackle sure bilister.

- Eleverne arbejder med, hvordan man håndterer uforudsete og uhensigtsmæssige situationer, så de lærer, hvordan de skal gebærde sig derude. Det er en del af den uddannelse, de faktisk tager, fortæller Jakob Skov Øllgård.

Et vigtigt stykke arbejde

På trods af de ubehagelige situationer, man som skolepatrulje kan blive udsat for, er eleverne i syvende klasse på Vestre Skole i Odense enige om, at det er en god ting at være skolepatrulje.

- Vi gør det jo frivilligt, og vi vil gerne kunne hjælpe børnene over vejen. Jeg har også boet heromkring, og så var det bedre, hvis der stod nogle børn og hjalp os over, siger Tinke Henriksen.

- Vi gør det for at holde orden på trafikken, så man ikke skal være bange for at gå over vejen, og for at give tryghed. Vi plejer at have en fest, når vi står og hygger os, fortæller Nicoline Dabbagh.

Pigerne opfordrer andre elever til at gøre det samme.

- Det er bare en lille ting til et stort fællesskab at hjælpe andre mennesker, så man kan lige så godt klemme ballerne sammen og gøre det, siger Aya Pedersen.

Facebook
Twitter