Skuespiller Rasmus Bjerg: Fra funny guy til folkeeje

Rollen som John Mogensen i 'Så længe jeg lever' har gjort Rasmus Bjerg til mere end 'ham den sjove'.

I rollen som John Mogensen, har Rasmus Bjerg fået sit folkelige gennembrud. Her sidder han ved legendens gamle klaver, der står på Restaurant Børsen i Svendborg. (Foto: Carl Odorico)

Du kender ham måske som den irriterende og selvoptagede tryllekunstner Mr. Poxycat, der gør tilværelsen pinlig for både sin kone og sine børn.

Ham, der under et spil matador får bedemanden til at spørge banken, om han ikke må få et lån. Kun for at få af vide, at det vil være uansvarligt.

Sådan var Rasmus Bjerg i tv-serien 'Mr. Poxycat & Co' fra 2007.

Sjov, skør og særlig.

Tre ord, der beskriver mange af de karakterer, som Rasmus Bjerg har lagt ansigt til igennem sin karriere.

Rasmus Bjerg

Blå bog:

  • Født den 28. juli 1976 (42 år)
  • Opvokset i Vester Nebel ved Kolding
  • Uddannet ved Statens Teaterskole i 2000
  • Har været gift med Helle Bjerg siden 2002
  • Sammen har de fire børn
  • Kan opleves i den netop biografaktuelle 'Lykke Per', der er instrueret af Bille August.

Tag bare rollerne i 'Frode og alle de andre rødder', 'Alle for en' og 'Iqbal & den hemmelige opskrift'.

Men det er først for nylig, den 42-årige skuespiller har fået sit helt store folkelige gennembrud.

Publikums favorit

DR møder Rasmus Bjerg på Torvet i Svendborg. Han har lige været midtpunkt i awardshowet Svend Prisen.

Det er publikum, der har talt, og det er publikum, vi laver filmen til. De syntes, vi skulle vinde, så det kan ikke blive større. Jeg er meget taknemmelig og stolt.

Rasmus Bjerg

Her blev han kåret som årets bedste mandlige skuespiller for sin præstation i 'Så længe jeg lever'. En film, der samme aften blev hædret som årets danske film.

Filmen handler om den legendariske musiker John Mogensen og er gået direkte ind i danskernes hjerter.

Til Svend Prisen er det udelukkende publikum, der bestemmer, hvem der skal vinde. Derfor betyder netop denne pris ekstra meget for Rasmus Bjerg.

- Det er helt fantastisk. Det er så vigtig og stor en pris. Det er publikum, der har talt, og det er publikum, vi laver filmen til. De syntes, vi skulle vinde, så det kan ikke blive større. Jeg er meget taknemmelig og stolt, siger han.

Filmen har solgt mere end 400.000 billetter i biografen, og at skuespillerens popularitet er på vej mod stjernerne ses tydeligt denne onsdag aften.

Overalt hvor Rasmus Bjerg bevæger sig, bliver han stoppet. Folk vil give lykønskninger og tage selfies. En rolle, som skuespilleren befinder sig rigtig godt i.

- Det er helt vildt fedt. Jeg kan virkelig godt lide at snakke og hygge mig med folk. Så det er ikke sådan noget, hvor jeg tænker, at det er besværligt for mig, siger han.

Rasmus Bjerg og Ole Bornedal vandt i onsdags Svend Prisen for Årets film. Bjerg spillede hovedrollen i 'Så længe jeg lever', som Bornedal instruerede. (Foto: Carl Odorico)

Ham den sjove

Med sin portrættering af John Mogensen har Rasmus Bjerg givet omverdenen bevis for sit alsidige skuespilstalent.

Det er super fedt, at folk i en bredere forstand ser, at jeg ikke bare er den sjove mand.

Rasmus Bjerg

- Det er super fedt, at folk i en bredere forstand ser, at jeg ikke bare er den sjove mand, fortæller han og fortsætter:

- Jeg elsker at være den sjove mand. Men som skuespiller har man jo lyst til virkelig at få lov til at bevæge sig rundt i de forskellige genrer. Det føler jeg lidt, der er kommet hul igennem til. Så jeg føler mig privilegeret.

Men ifølge skuespilleren selv er de mere alvorlige roller ikke et særsyn på hans CV.

- Jeg vil sige, at jeg nok ikke mærker det skifte så meget, som publikum mærker det. Jeg har lavet meget teater og haft mange roller, som ikke har været sjove. Så man kan sige, at jeg har fået masseret min faglige stolthed der, siger Rasmus Bjerg.

Ligheden er slående. På Restaurant Børsen i Svendborg har de indrettet en John Mogensen stue, hvor hans gamle klaver står. Der er også pyntet op med billeder og albumcovers. (Foto: Carl Odorico)

Turnerer som legenden

John Mogensen døde den 10. april 1977. 48 år gammel.

I sin levetid nåede han at berige kulturarven med hits som 'Der er noget galt i Danmark', 'Fut i fejemøget' og 'Så længe jeg lever'.

Jeg kan mærke, at publikum har et stort kærlighedsforhold til de her numre. Det er ikke tre numre de skråler med på. Det er tyve.

Rasmus Bjerg

Selvom musikken blev udgivet i 70'erne, hungrer publikum stadig efter at opleve John Mogensen optræde.

Her er det som om, at Rasmus Bjerg har genfødt den musikalske legende.

- I princippet er denne film jo en enlig svale. Men jeg har været rundt hele sommeren og lave nogle koncerter på festivaler, hvor vi har væltet teltene med de her sange, hvor jeg har været ude som John Mogensen, forklarer Rasmus Bjerg og fortsætter:

- Jeg kan mærke, at publikum har et stort kærlighedsforhold til de her numre. Det er ikke tre numre, de skråler med på. Det er tyve. Og det er ikke én generation, der står der, det er tre. Man skulle være et skarn, hvis man ikke lænede sig ind i den musik og sang det.

Selvom Rasmus Bjerg i øjeblikket nyder godt af momentummet fra 'Så længe jeg lever', er han ikke bange for, at 'ham den sjove' bliver erstattet af John Mogensen.

- Jeg kan godt lide det, for det er noget andet, end det jeg plejer at lave, så det er et frisk pust for mig. Musikken har gjort et usletteligt indtryk på mig. Den er vokset på mig efter jeg har lært John bedre at kende, om jeg så må sige. Men jeg har været på fire andre projekter siden ’Så længe jeg lever’, forklarer Rasmus Bjerg.

I rollen som John Mogensen turnerer Rasmus Bjerg i foråret landet rundt. Sammen med et stort orkester vil han skrue tiden tilbage og skabe en hyldest til den afdøde musiker.

- Jeg elsker at synge sangene. De er så livsbekræftende på en eller anden måde, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.