Slut med kommunalt betalte receptioner til ledende politikere i Svendborg

Næste gang en ledende politiker i Svendborg fylder rundt, skal vedkommende selv betale.

Svendborgs borgmester, Bo Hansen, har valgt at afskaffe kommunalt betalte receptioner til ledende politikere, der fylder rundt. (Foto DR). (Foto: Dr)

Hvis en ledende politiker i Svendborg fylder rundt, så må vedkommende selv til lommerne for at holde en reception. Det mener den nytiltrådte borgmester, Bo Hansen (S).

- Det handler om det principielle i det, altså om man som kommune er forpligtiget til at fejre en politikers 60-års fødselsdag. Det synes jeg ikke, man er, forklarer han.

Hidtil har det været praksis, at kommunen betalte for en reception, når en ledende politiker fyldte rundt. Men det skal være slut, mener Bo Hansen - ikke mindst set i lyset af, at kommunen skal finde 70 millioner kroner til besparelser i år.

- Det er ikke fordi, jeg synes, at vi har haft et ekstravagant forbrug. Det handler om, at når vi står over for den svære økonomiske situation, som vi gør, så synes jeg, at det er vigtigt, vi er bevidste om at sende de rigtige signaler til borgerne, siger Bo Hansen.

En reception i Svendborg Kommune har kostet 10-15.000 kr.

Der er blevet afholdt tre receptioner siden sidste valg, mens der ville være tale om to i de kommende fire år.

I en rundspørge foretaget af DR Fyn fortæller seks fynske kommuner, at de ikke afholder receptioner i forbindelse med politikeres runde fødselsdage.

Bo Hansen frasagde sig i sidste uge også de honorarer for bestyrelsesposter, der ligger ud over hans løn som borgmester.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.